Mens vi venter på debuten...

Populær
Mens vi venter på debuten...

Mens opvarmingen Doublestorm ikke gjorde det store væsen af sig, smadrede Helhorse al modstand og viste sig klar til at pladedebutere.

Kunstner
Spillested
Dato
19-02-2011
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Om en lille uges tid udgiver Helhorse (tidligere kendt som Dødning) deres debutskive, som vi selvfølgelig anmelder i næste uges nummer, men måske af ren og skær utålmodighed holdt Nørrebro-heltene lørdag aften pre-release party på The ROCK ved at spille skiven fra start til slut.

Inden da skulle tomandsbandet Doublestorm med deres særegne grunge forsøge at varme publikum op. Hele første nummer blev  endda fremført med ryggen vendt mod publikum og man frygtede en meget indadvendt oplevelse. Det livede dog lidt op, da der også kom sang på og guitarist og forsangeren fik vendt sig den rigtige vej. Rigtigt interessant blev det nu aldrig, og selvom duoen slap overraskende godt fra at være bundløse uden bassist, så led showet til gengæld under stilstanden på scenen.
(Karakter: 2)

Scenen fyldes ud

Omvendt var Helhorse stærkt energiske og opsatte på at fylde hele scenen ud, hvilket logisk nok også er en del lettere, når man ikke er 2, men 6 personer til det. Dog havde man også en fornemmelse af, at de snildt kunne have indtaget en tre gange større scene - hvis man lige skal fuldende matematikken og berettige sammenligningen.

Energien er dog ikke den eneste styrke Helhorse besidder, og som der skal til for at lave en god koncert. Det kræver stærke sange, og som anmeldelsen af 'For Wolves and Vultures' vil bevidne, er det ikke noget, der savnes. Et nummer 'Get Drunk, Get Mad, Get Even', som inden koncerten fik videopremiere på, må nok tage prisen for at være den mest klokkeklare livevinder, men ikke uden at være i hård konkurrence med resten af debutens raseriudladninger.

Ned i tempo - op i klasse

Mest imponerende var det måske, at en ellers rimeligt tilbagelænet sag som 'White Light, Black Hope', kunne bære titlen som aftenens afslutningsnummer – det vidner i høj grad om klassemateriale, og om et klasseband udi sangskrivning, såvel som i indlevelse og nærvær midt i kaotisk og vred musik.
(Karakter: 4)