AMF 2010 er ON!
PopulærAalborg Metal Festival er igen på dagsordenen. Med navne som Immolation, Monster Magnet, Pestilence, Katatonia og Amorphis er der noget for enhver. Også Illdisposed!
For ottende år i træk rapporterer undertegnede fra Aalborg Metal Festival. Og igen i år har Nordic Rock Booking stablet et varieret program på benene, således vi kommer ud i mange forskellige afkroge af de subgenrer metalverdenen er fyldt med. Lige fra dansk undergrund til de helt store internationale navne. Der er noget for enhver.
I år er der for denne anmelder nogle ret specielle ting i godteposen. Først og fremmest Immolation, som jeg ikke har set i Aalborg siden de i oktober måned '96 varmede op for Cannibal Corpse. Ja, på Studenterhuset! Derudover også Stuck Mojo, som jeg ligeledes ikke har set siden de varmede op for Entombed og mægtige Type O Negative i Vega tilbage i maj '97. Det bliver nostalgi så det basker, og med tanke på, at Immolation indtil videre har udgivet årets bedste plade "Majesty And Decay", så er der lagt op til en stor dødsfest fredag aften!
Fordi Immolation er ikke det eneste band med en snert død over sig fredag. Det starter allerede når danske Crocell starter aftenen op kl. 18 og efterfølges af landsmændene Dawn of Demise, og derefter følger Macabre, Immolation, Pestilence og Napalm Death. En ren tour de force i død! Hvor herligt.
Lørdag er så hvor NRB og AMF sætter international trumf og bred vifte på. Lige fra danske Dødning til finske Amorphis og amerikanske Monster Magnet og alt derimellem, såsom israelske Orphaned Land og naturligvis navnene Stuck Mojo og Katatonia. Man bliver helt stakåndet af at tænke på hvor mange fede metalkoncerter, der potentielt er i vente i Aalborg i denne weekend.
Vi kan derfor glæde os over, at vi skal dele oplevelsen med bl.a. vinderne af vores konkurrence og rigtig mange andre, eftersom NRB har meddelt, at endagsbilletterne til lørdag er ved at være væk. Min opfordring som "veteran" indenfor Aalborg Metal Festival er derfor følgende:
Køb en billet til alle tre dage. I dag. For programmet er bare én ting. Derudover er der stemningen på Studenterhuset, aktiviteterne udenom og alle de ligesindede metalfrænde, der møder op for at hylde den tunge tråd. Aalborg Metal Festival er årets danske metalhøjdepunkt. Hvert år. Mød op og støt miljøet med din tilstedeværelse. Det bliver hårdt, ondt, tungt og frem for alt herligt.
Vi ses!