Den bedste hævn ...
PopulærSoilwork har igen sagt farvel til en af bandets væsentligste sangskrivere, Peter Wichers, og klarer sig åbenbart helt fint uden.
1. Spectrum of Eternity
2. Memories Confined
3. This Momentary Bliss
4. Tongue
5. The Living Infinite I
6. Let the First Wave Rise
7. Vesta
8. Realm of the Wasted
9. The Windswept Mercy
10. Whispers and Lights
CD 2
11. Entering Aeons
12. Long Live the Misanthrope
13. Drowning With Silence
14. Antidotes in Passing
15. Leech
16. The Living Infinite II
17. Loyal Shadow
18. Rise Above the Sentiment
19. Parasite Blues
20. Owls Predict Oracles Stand Guard
I 2008 var den glædelige Soilwork-nyhed, at bandets oprindelige leadguitarist og kreative kraft, Peter Wichers var vendt tilbage i folden. Og hans bidrag på det forrige album, 'The Panic Broadcast', var ikke gået ubemærket hen. Men som det er med kærester, er det åbenbart også med guitarister. Kan de skride én gang, kan de også skride to, og det er lige, hvad Wichers gjorde, hvilket blev offentliggjort sidste sommer. Men står Soilwork så efterladte tilbage med tårer og snot ned ad kinderne, trøstespisende af fordums storhed? Det korte svar er nej. Det lange svar kommer her.
'The Living Infinite' er Soilworks niende album og et dobbelt ét af slagsen. Tyve numre er det blevet til alt i alt, og hvis man frygter, at Helsingborgbandet ikke kan holde dampen oppe på så længe, kan man ånde lettet op. Fra start til slut er intensiteten intakt. Lyden er en festlagkage af velproduceret detaljerigdom med tordnende tempotrommer, dommedagsbas og pågående fræsende guitarer tilsat et tykt lag af orgel/synth og rumklang til at gøre lyden stor. Bjørn ”Speed” Strids vokal veksler som den plejer mellem det stærkt metalliske og poppede med nogle korarrangementer, der bestemt ikke har fået for lidt. Det lyder måske slikket og overproduceret, men man skal huske på, at Soilwork ikke er et moderne og smart doomband, og at det blandt andre melodødssvenske orkestre må siges at være det mest poppede af de store. Men kan man se dét som en styrke, vil man med 'The Living Infinite' blive belønnet med en overraskende vellykket og vital fusion af dødsmetal og pop, ikke mindst fordi bandet formår noget så gammeldags som at swinge.
Overordnet set hænger de tyve numre godt sammen. De er lavet med sikker hånd, og ingen af dem stikker ud. Man kunne måske godt beskylde dem for at lyde for ens, men giver man sig tid, er der et væld af forskellige musikalske oplevelser at hente i de mange detaljer, som udgivelsen byder på. Og tid er netop, hvad 'The Living Infinite' kræver. Titelnummeret er en velkomponeret midtempo-perle, hvor det især er keyboardfiguren der giver en en fin kontrast til det groovende strengearbejde og dobbeltpedalen. 'Leech' er en dejlig uptempo-sag, som gemmer en fin, blueset melodi i smadderguitarerne, inden det går over i et omkvæd så storladent, at man vist skal være svensker for at kunne hive hjem. På andre sange kammer det lidt over med det poppede, såsom 'Rise Above The Sentiment' og 'The Momentary Bliss', men energien på de numre gør, at det er svært ikke at tilgive Soilwork alligevel.
En tungknuser finder man også, og den hedder noget så sært som 'Owls Predict Oracles Stand Guard' og kunne egentlig minde om Hatesphere med synth, der møder Gojira. Det er også ret vellykket. At 'Owls Predict Oracles Stand Guard' fader ud i stedet for at stoppe er egentlig ret sigende for hele albummet, for det virker, som om bandet har haft svært ved at begrænse sig, og på bedste pedelmanér er blevet nødt til bare at skrue ned og tænde lyset, for at blive færdige.
Det hedder sig, at i forsmået kærlighed er den bedste hævn at klare sig fint. Og hvis kærestesammenligningen fra indledningen skal følges op, så har Soilwork med 'The Living Infinite' fået oprejsning: Bandet har bevist, at det er i stand til at lave et vitalt og vellykket album (endda et dobbeltalbum) uden Wichers med komponistparykken på.