Et sortsynet fængsel

Populær
Et sortsynet fængsel

Der er ikke meget glamour over allstar-bandet Corrections House, der har lavet en dyster næve af en led debutplade. 

Titel
Last City Zero
Dato
29-10-2013
Distributør
Trackliste
1. Serve Or Survive
2. Bullets And Graves
3. Party Leg And Three Fingers
4. Run Through The Night
5. Dirt Poor And Mentally Ill
6. Hallows Of The Stream
7. Last City Zero
8. Drapes Hung By Jesus
Karakter
4

Corrections House er navnet på et nyt band, eller projekt om man vil, og består af henholdsvis Mike Williams fra Eyehategod, Scott Kelly fra Neurosis, Bruce Lamont fra Yakuza samt Sanford Parker fra Nachtmystium og Minsk. Corrections House er et resultat af flere års venskab og tidligere samarbejder på tværs af hinanden, som på deres debutplade tekstmæssigt tager udgangspunkt i Mike Williams’ bog, ’Cancer as a Social Activity’ (2005), der angiveligt er en socialdissekerende fortælling fortalt fra bunden af rendestenen.

Smukt kaos

Det er sjældent, man hører en metalpladen, der lader virkeligheden trække sig ned over sig som et skummelt, depraveret slør med så stor overbevisning, som det er tilfældet på ’Last City Zero’. Selvom pladen overordnet set synes at være omtrent så mørk, som den overhovedet kan blive, så leveres det industriel-depraverede musikalsk set så sikkert og med så meget overbevisende kraft bag sig, at der i sidste ende - ud af al den livslede og  alt det kaos, der ellers karakteriserer pladen - træder et imponerende og fandeme helt smukt debutalbum frem af den hårde, sortsynede ydre skal.

Alle fire medlemmer af bandet er garvede, hvis ikke rigtigt garvede, i deres profession som formidlere af den dystre metal, og musikalsk set synes alt det, der konnoterer det friske og det opblomstrende, da også udelukkende at være et nedtrampet utopia, som i hvert fald ikke længere er en del af den virkelighed, som debutpladen hér har sine seriøse rødder forankret dybt i. Hvor det misantropiske syn på verden dog oftest bruges som et let brand, der hører metalgenren til i det hele taget, frem for som et perspektiv, man rent faktisk føler og tror på, da står det anderledes til hos Corrections House. Endelig køber man for én sjælden gangs skyld den ondskab, et band sætter sig for at formidle, hvilket både gør udspillet dét farligere og dét bedre end den gennemsnitlige metalplade.

En sammensvejset støbning

Til at begynde med synes der at være for meget Neurosis-gentagelse over åbningsnummeret ’Serve Or Survive’, til at det rigtig formår at hive én med. Halvvejs inde stiger nummeret dog i tempo, og Mike Williams' psyko-vokal tager distortet over, og gradvist lægger industriålvibrationerne sig som paranoide lag oven på hinanden, mens nummeret hurtigt udvikler sig til det anderledes vedkommende, end begyndelsen lod ane. Sonisk set sker der så meget så hurtigt, at man paradoksalt nok forstyrres på stimulerende vis. Og når ’Bullets and Graves’ efterfølgende forener et pulserende Godflesh-punch med blæsere, er der nærmest ingen tvivl om, at det nysgerrige metalhoved kun bliver dét mere interesseret. Saxofonsoloen og de mange backingvokaler, der følger efter i det repeterende, riffbaserede doomnummer, ’Party Leg and Three Fingers’, gør det heller ikke ligefrem mindre spændende at blive ved at lytte til det sonisk uudholdelige. Produktionen er sammensvejset som en tung, dekadent støbning og gør ondt at lytte til.

Akustisk og black

’Run Through the Night’ starter akustisk og synes til dels inspireret af Michael Gira, inden den afslutningsvis skifter ham og i stedet hiver et vedkommende black metal-riff omkring sin musikalske krop. ’Dirt Poor and Mentally Ill’ har en af årets vredeste vokaler fra Williams, og specielt hans afsluttende gentagelse af sangens titel, efter dens instrumentale repeterende beat er stoppet, står tilbage som et af pladens mest mindeværdige øjeblikke. Kort, but sweet! ’Hallows of the Stream’ er der til gengæld også alt for meget Neurosis over, til at det bliver rigtig vedkommende for denne skribent. Der er sgu bare noget ved Scott Kellys fortænkt frapperende og tydeligt selvhøjtidelige vokal, der stikker negativt ud.  Til gengæld inkorporerer titelnummeret effektfuldt spoken words fra Mike Williams, der meget overraskende minder om det melodiske, socialinvolverende singer/songwriter/country-band, Richmind Fontaine. Man er lige ved at sige, at titelnummeret er et af de bedste og mest rørende numre, man finder på en metalplade i år, så godt er det. Den messende backingvokal gør hverken nummeret lettere eller mindre smukt.

Debuterende forrådnelse

Det kan godt være, Corrections House et nyt navn på metalscenen, men tematisk set er der nu ikke meget ”nytænkning” til stede i det metalliske industrial-univers, der udgør bandets debutplade, hvis nogen overhovedet for den sags skyld. Hvilket skal forstås positivt! Corrections House synes udelukkende interesseret i at skabe scenarier om social forrådnelse og den definitive slutning, i højere grad end de synes at være optaget af det ”skabende” som sådan. ’Last City Zero’ har ikke til hensigt at imponere med flatterende sangskrivningskunster og er ikke interesseret i at levere det tungeste riff, metalscenen til dato har set. Der er gode sange på pladen, og riffene fejler bestemt ikke noget, men det er ikke rigtig det vigtige hos Corrections House, hos hvem samfundsmæssig galskab formidlet gennem det karakteristiske stemningsfulde i stedet fylder alt.

Faktisk fylder det modbydelige så meget, at man ikke engang overdriver, når man advarer de svaghjertede mod denne plade, så tung og fordærvet er den. Det, der utvivlsomt lyder som et markedsføringspostulat, er ikke desto mindre sandt: Pladen stinker af menneskelig og samfundsmæssig forrådnelse, og har man først fået stanken på huden, slipper man den kort sagt ikke igen. Så overbevisende er det.

Corrections House spiller på Loppen onsdag d. 4. december. Se en livevideo her: 

#t=34