En ny standard
Populær
The Dillinger Escape Plan har med det femte udspil forfinet deres udtryk i en grad, hvor bandet kunstnerisk set må siges at være nået i mål.
Roskildefestivalaktuelle The Dillinger Escape Plan er et efterhånden berømt og berygtet band. Et hardcoreband i udgangspunktet, som siden har stået fadder til hele mathcore-scenen, med alt hvad der dertil hører af snørklet udtænkte figurer i sære rytmer, der fræser præcist derudad i et tempo, som nærmer sig lysets. Lyden, som det afstedkommer, kan for det utrænede øre forekomme kaotisk, men er meget langt fra at være det, og måske er det derfor, at folk ofte bruger ordet ”jazz” til at beskrive den vanskeligt tilgængelige musik, som dette særlige band laver. Jazz er det nu ikke, selv om det hårdt presset godt kan minde lidt om fusion i nogle af de hurtigste af guitarfigurerne.
At det ikke er jazz er ganske tydeligt på det seneste udspil 'One of Us Is the Killer' – det femte album i rækken. Hvor det i jazz grundlæggende handler om aldrig helt at spille det samme, hele tiden bevæge sig ind og ud af et skelet af rytme og harmonik, så er den musik, som TDEP leverer, først og fremmest præcis i sin eksekvering og gentagelse af riffene – og dvs. rockmusik (sådan helt overordnet set). Dernæst er der energien, som vælter ud som en soleksplosion på numre som 'Prancer', 'When I Lost My Bet' og 'Understanding Decay'. Igen noget, som med sin kaotiske lyd stammer fra rocken. (Og ja, jazz leverer bestemt også energi, men ikke smadret som her.) Samtidig har The Dillinger Escape Plan dyrket en i sammenligning mere poppet/alternative lyd siden 'Ire Works'. Denne perfektionerer de på sange som titelnummeret og 'Nothing's Funny' – sange, hvor bandets kærlighed for skæve betoninger i en smadderbund står i kontrast til en mere poppet overordnet struktur og til Greg Puciatos rensungne sang, der enten minder om Mike Patton eller om Prince (når han synger falset).
Indtrykket, som hele pladen giver, er nemlig mere helstøbt og mere naturligt, end hvad man før har hørt fra dén kant. Før kunne man med en vis ret mene, at bandet lavede musik til hovedet, men det er, som om at guitarist Ben Weinman har ladet følelserne eller mavefornemmelsen været styrende for sangskrivningen på dette album. Resultatet er intet mindre end en fantastisk balance mellem snørklet smadder, storladen tyngde og sarte, poetiske stille stykker. Det ene stykke følger naturligt det næste, inden man når at blive træt af det, men det går heller ikke så hurtigt, at man ikke har en chance for at følge med. Hver eneste sang har sin egen identitet, men man er samtidig ikke i tvivl om, at det er TDEP, man hører. Heri kan man muligvis finde den eneste grund til kritik af udspillet, og det er, at der ikke er tale om noget fuldstændig nyt fra mathcorekvartetten. Det er dog ikke noget, man bør dvæle for længe ved, for det må siges at være i orden som band at forfine sit udtryk og komme i mål, hvis det er så eftertrykkeligt, som det det er tilfældet med 'One of Us...' Dog er det alligevel grunden til, at pladen ikke sprænger karakterskalaen.
Men hvorfor så al denne jazzsnak? Jo, det er simpelthen fordi alle borgere i rockland (som hardcore altså hører til) med dette album bør ranke ryggen og aldrig sammenligne sig selv eller andre med jazz igen – i hvert fald ikke pga. mindreværd. Fremover burde det nemlig være beboerne på jazzkontinentet, der bør rette på pillehatten og sigte mod TDEP's formidable niveau.