Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Avantgarde på tomgang

Populær
Updated
Avantgarde på tomgang
Ikke så meget nytænkning på Roskilde Festival aktuelle Fantômas fjerde album, "Suspended Animation" Mike Patton, som engang gjorde sig som frontmand i Faith No More, er endnu engang tilbage med et af sine projekter. Denne gang med ”superbandet”, Fantômas, der udgiver dets fjerde plade.

Inden bandet udgav den selvbetitlede debut i 1999, blev det temmelig hypet i pressen, fordi det bestod af Buzz Osbourne (Melvins) på guitar, Trevor Dunn (Mr. Bungle) på bas og så selvfølgelig – ikke mindst – Dave Lombardo (Slayer) på trommer.
De fleste blev dog skuffede, da de satte pladen på og hørte 30 skæringer, som alle varede et sted mellem ti sekunder og tre minutter, og som primært var Mike Pattons show, hvor han brugte det meste af tiden på at lave lyde, råbe og skrige.

Det efterfølgende album, ”Director’s Cut”, hvor bandet fortolkede temaer fra gamle film, fungerede til gengæld ganske fortrinligt. Her var der strammet op på arrangementerne, og man kunne – en gang i mellem – høre lidt melodi i virvaret.
På det nye album ”Suspended Animation” lyder Fantômas nøjagtig som de gjorde på debuten, bortset fra, at der denne gang er tilsat lyde fra tegnefilm og japanske computerspil (ikke at projektet bliver mindre sindssygt af det).

Albummets 30 ”sange” er opkaldt efter datoerne/dagene i denne måned (april), og på den måde minder det også meget om debuten, hvor de 30 skæringer var sidetal i en tegneserie.

Der er ikke meget at sige om Fantômas. Man skal simpelthen høre det, for at forstå hvad det er, men – i forhold til de forrige albums – er der ikke meget nyt at komme efter her. Et coveralbum i stil med ”Director’s Cut” ville formentlige klæde bandet, for der trænger virkelig til en opstramning af de ellers ekstremt komplicerede, men veludførte Mike Patton-ledede arrangementer.

Patton burde skære lidt ned på alle sine projekter og koncentrere sig om at gøre noget mere ud af det bedste af dem (Tomahawk), men kender man ham ret, vil han højst sandsynligt skide på, hvad andre synes, og det er til en hvis grad også meget sundt…

Kunstner
Titel
Suspended Animation
Distributør
Karakter
2