Lidt ud over det sædvanlige
Populær
Metallica har virkelig gjort meget ud af det visuelle i den drømmeagtige koncertfilm, 'Metallica: Through the Never', men er det godt nok?
2. Creeping Death
3. For Whom the Bell Tolls
4. Fuel
5. Ride the Lightning
6. One
7. The Memory Remains
8. Wherever I May Roam
9. Cyanide
10. ...And Justice for All
11. Master of Puppets
12. Battery
13. Nothing Else Matters
14. Enter Sandman
15. Hit the Lights
16. Orion
Tilbage i 2004 udgav Metallica dokumentarfilmen 'Some Kind of Monster', som skildrede bandets kamp for overlevelse – en kamp, som blev vundet. Nu er de fire tilbage igen med endnu en film, og denne gang er det alt andet end en dokumentar. Spillefilmen er i 3D og tager udgangspunkt i en koncert, som er blevet til udelukkende for filmoptagelsens skyld. Indflettet mellem numrene er en surrealistisk og mareridtsagtig fortælling om en roadie, Trip (spillet af Dane DeHaan), der under en koncert bliver sendt på en mission efter en ting i en lastbil i en tom og dystopisk storby – så er der ikke afsløret for meget.
I sig selv er det ikke verdens stærkeste historie, for der er i den henseende ikke meget mere at hente, end hvad et standard-computerspil har at byde på. Men til at skabe stemning og variation til koncertoptagelserne er det faktisk ikke så tosset. Der er mange creepy detaljer og greb, som gør sig godt. Læg bl.a. mærke til den optrapning af uheld, der sker hele filmen igennem, fra vi i starten ser Trip falde af sit skateboard i en vandpyt, til ... ja, nu skal jeg jo ikke afsløre for meget.
Om mareridtsscenerne betyder noget? Tja, hvis man vil, kan man godt læse noget symbolsk ind i dem, men man kan heldigvis også sagtens blive fri, for hvis Metallica har dem med for andet end uhyggens skyld, så er pointen ikke skåret ud i pap. Det skulle da højest være noget med, at man (og i dette tilfælde er ”man” Metallica) skal være tro overfor sig selv og vende tilbage til rødderne.
Men størstedelen af filmen er koncertoptagelsen, hvor man i 3D følger Metallica ganske tæt på, og det fungerer godt rent visuelt. Man føler, at man står helt oppe på scenen, og det er en noget anden oplevelse, end når man i virkelighedens verden kun kan skimte bittesmå musikere mellem andre koncertgængeres skuldre og hoveder. Der er fuld smæk på effekterne, og de er i sig selv ganske imponerende, men man kan ikke lade være med at sidde tilbage med følelse af, at det er lige vel "Disneyficeret".
Musikalsk set er filmen forventelig. Sætlisten er sikker, og der er ikke noget i lyden, som er hverken forfærdeligt eller bjergtagende, ligesom leveringen er hæderlig, uden at ståpelsen rejser sig ærbødigt. Så man skal med andre ord ikke se filmen alene for musikkens skyld, hvilket bringer os frem til en art pointe. For man skal nemlig heller ikke se den for historiens. Om man så helt skal lade være? Kombinationen af koncertoptagelsen og historiesporet er faktisk ikke så tosset tænkt, og udførelsen er faktisk også ok, selvom man ved gud ikke kommer til at ligge søvnløs i nætterne bagefter. At filmen er i 3D tæller også på plussiden rent oplevelsesmæssigt, men er lige ved at få det hele til at blive lidt for sterilt. Men kombinationen af det hele går det faktisk til en fin filmoplevelse der er lidt ud over det sædvanlige, men også kun lidt.