Tilbage på fuld kraft
Populær
Hvad gør publikum, når The Hives kigger forbi? ”Klappar händerna, skriker och trampar i marken!!” ifølge frontmand Howlin' Pelle Almqvist. Og det var lige hvad de gjorde.
2. Try It Again
3. Take Back the Toys
4. 1000 Answers
5. Main Offender
6. Walk Idiot Walk
7. My Time is Coming
8. No Pun Intended
9. Wait a Minute
10. I Want More
11. Won't Be Long
12. Die, All Right!
13. Hate to Say I Told You So
14. The Hives Declare Guerre Nucleaire
15. Bigger Hole to Fill
16. Patrolling Days
17. Go Right Ahead
18. Insane
19. Tick Tick Boom
Der må i en årrække i 80’erne have siddet et forvirret, og nok mere bekymret end gennemsnittet, forældrepar i Fagersta, Sverige, og revet sig i håret. Brødrene Per og Niklas Almqvist er skingrende skøre, og når de har sat sig noget for, er de ikke typerne, der spørger om lov. Det er denne fandenivoldskhed, der på flabet og dominerende vis bliver langet over scenekanten, når de plugger stikket i og går live under aliasserne Howlin’ Pelle Almqvist (vokal) og Nicholaus Arson (guitar) sammen med yderligere tre bandmedlemmer Vigilante Carlstroem på guitar, Dr. Matt Destruction (bas) og Chris Dangerous på trommer.
Opvarmningen denne aften var Göteborg-bandet The Fume, som spillede lige i tråd med The Hives, som de utvivlsomt har hentet al deres inspiration fra. Forsangeren virkede da også næsten lige så excentrisk som ’far’ Pelle, med fjervest, overdimensioneret mustache og kig til en tatoveret kæmpeedderkop mellem fjerprydens gab på maven. Med afsæt i Weezer og en mere end skæven op til hovednavnet kunne de med fordel have kaldt sig The Wives, Hizer eller The Weeves.
Med vokal inspiration fra Suedes Brett Anderson og på bas Freddie Mercurys look-a-like (hvis han havde vejet 100 kg mere og valgt et instrument i stedet for mikrofonen) var musikken udmærket som opvarmning. Dog skar det i ørerne, at de havde valgt (forhåbentlig valgt) at rippe riffet fra The Hives ’No Pun Intended’ til et af deres numre, som så bare blev ’No Pun Intended’ i en dårligere version. Når det forhåbentlig er et bevidst, men stadig et meget ringe valg, er det fordi, det ville være næsten ubærligt uoriginalt, hvis sammenfaldet var tilfældigt.
Ventetiden værd
En elefanthuebærende ninja-roadie (det ved man, han var, hvis man så ham!) gjorde alene scenen klar før showstart, og det var kun grundet hans listige fremtoning, at pausen imellem The Fume og The Hives var til at bære. Spekulationer om, om ikke det også var ham, der havde ansvaret for at pudse baggrundens store lysende bogstaver mellem koncerterne, florerede hørbart hos mine skovmandsskjorte- og cardiganbeklædte medpublikummer, og selvom man besidder et vist sug, er det lige i overkanten at kunne nå en liter fadøl og to cigaretter i en changeover, og det samme er det, at man i kedsomhed må ty til sidemandens aparte samtaler.
Langt om længe trådte de fem herrer på scenen, og derfra gik det stærkt, for The Hives var klar til at gøre den kritiserede Northside-koncert fra sidste sommer til skamme. På sætlisten var blandt andet signaturnummeret ’Hate To Say I Told You So’, som var aftenens højdepunkt, og sammen med sange som ’Die All Right’ og ’Main Offender’ satte den en streg under, at det er det gamle materiale, danskerne kender bedst, men også hvad aparte individualister og en bragende sceneopsætning kan gøre. Bagtæppet talte for sig selv, mens de store bogstaver bidrog til en fuldendt visuel oplevelse, ligesom individerne taler for sig selv: Kun Per kan være Howlin’ Pelle, ligesom kun storebror Arson kan slippe af sted med at spille skæve og falske akkorder og stirre manisk på folk under de blafrende krøller, fordi de er, hvem de er, og der ikke er tvivl om, at når de gør noget, så går de hele vejen. En excentricitet og karisma, som måske især danske bands kan tage ved lære af, fordi man som publikum hellere vil høre, hvem bandet er, end hvem de gerne vil lyde som.
The Hives er ikke flittige gæster i Danmark og derfor undrer det, at de ikke fulgte op, hvor de slap og spillede flere numre fra hitpladen ’Veni Vidi Vicious’ (2000) og opfølgeren ’Tyrannosaurus Hives’ (2004), som blev udgivet omtrent forrige gang, de var her, og indeholder stærke numre som ’Diabolic Scheme’ og ’Two-Timing Touch And Broken Bones’. Det nye materiale er dog aldeles på linje med de forgangne hits, og et nummer som ’Take Back The Toys’ (’Lex Hives’, 2012) bliver en Hives-klassiker i samme nu, man hører den, men ikke mange i Vega kunne synge med, hvilket lagde en dæmper på festen, og det var ærgerligt at erfare, at de netop havde taget ’Two-Timing Touch And Broken Bones’ med til den svenske koncert dagen efter.
"Anyone not a mute, scream!"
... er bare et af Howlin’ Pelle Almqvists typiske citater. The Hives er kendt for et liveshow, der spreder sig som en epileptisk rysten gennem publikum, og det tager ikke mange numre, før man er overbevist om, at alt, hvad Pelle siger, er sandt, selvom han er ligeså notorisk kendt for at prale og lyve, som for at prædike og være storhedsvanvittig på scenen med sit showmanship, sin maniske utæmmelighed og sine dertilhørende tossede quotes. Nu har han så tilfældigvis noget at have det i, og en sætning som "I thought this was going to be all fun and good and shit, but I've realized this stage is not nearly big enough for my ego. There are four other people up here” er ikke uvante ord fra den kjole- og hvidtklædte frontmaster, der, uden at skamme sig det mindste, smilende råber lignende sætninger ud i flæng.
En koncert med The Hives bør stå på listen over ting man skal opleve, og tilbage står kun spørgsmålet om The Hives enten er det mest fucked up band i verden eller et af de bedste inden for sin genre. Denne aften peger insisterende på det sidste.