Tilbagelænethed satte fokus på musikken

Tilbagelænethed satte fokus på musikken

Hatebreed er blevet voksne, og det gavner musikken.

Kunstner
Spillested
Dato
03-02-2010
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Hatebreed har aldrig været at regne blandt de sofistikerede. Musikken består af tung, enkle riffs, og sangene handler om at stramme sig an, samt at man kan klare alverdens urimeligheder. Hard core, med andre ord.

Netop sangenes indhold, har ikke levnet meget plads til afvæbnende glimt i øjnene, og det har på denne anmelder virket lettere pubertært. På den seneste udgivelse har bandet dog fået den gamle guitarist Wayne Lozinak med igen, og desuden demonstreret en musikalsk udvikling. Man kunne fristes til at kalde det modenhed. Flere nuancer er der i hvert fald at finde på denne plade, end man tidligere har kunnet finde i Hatebreeds musik.

Om det er den selvsamme Lozinaks genkomst der var skyld i, at Hatebreed optrådte med en klædelig tilbagelænethed, kan man kun gætte på. At de ikke havde helt så travlt med at virke farlige gjorde i hvert fald noget godt for musikken, som bedre kom til sin ret i al sin brutale mægtighed. I stedet for at man skulle forholde sig til hvilken fandens karl frontmand Jamey Jasta var, kunne man snarere føle sig forbrødret med ham i krigen mod verden derude på den anden side af Vegas vægge.

Settet var i øvrigt et fint mix af hele deres bagkatalog, så man kunne få lov at råbe med på "I Will Be Heard", "Live For This" og "Destroy Everything" - det sidste kan man så overveje, om man ønsker, da man så ville skulle undvære Metal, Hard Core og Hatebreed. Et kompromis bør i disse tilfælde komme på tale.