Trendy Rush!

Populær
Trendy Rush!

Der var ikke noget hastværk over søndagens Malmö-koncert med Rush, der overgik den typiske arena-koncerts formåen.

Kunstner
Spillested
Dato
08-05-2011
Genre
Trackliste
The Spirit of Radio
Time Stand Still
Presto
Stick It Out
Working Them Angels
Leave That Thing Alone
Faithless
BU2B (ny sang)
Freewill
Marathon
Subdivisions
------------------
Tom Sawyer
Red Barchetta
YYZ
Limelight
The Camera Eye
Witch Hunt
Vital Signs
Caravan (ny sang)
(Trommesolo)
Closer to the Heart
2112 Pt. 1 + 2 : Overture / The Temples of Syrinx
Far Cry
------------------
La Villa Strangiato
Working Man
Koncertarrangør
Karakter
5

Rush er bandet, alt for mange herhjemme snyder sig selv for. Rush er den canadiske trio, der spiller stribevis af udsolgte stadionkoncerter på den anden side af Atlanten, ikke mindst blandt de latinamerikanske rockelskere, og på den anden side er de bandet, der taget den mangeårige karrieres massive pladesalg i betragtning kun spiller et fåtal af koncerter i Europa og desværre med flere års mellemrum.

Strengt taget bebrejder man dem nu ikke, at der er så mange år imellem deres besøg herovre. Det beviste et ret så ringe besøgt fremmøde i det nye arenabyggeri lidt udenfor Malmö søndag aften. Heldigvis lagde det hverken en dæmper for bandets spilleglæde eller publikums hengivende begejstring.

En tro trio

Mens samtidsnavne som Pink Floyd, Genesis og Marillion spillede på lånt tid, inden de i hver især splittede deres originale line-up's, har Geddy Lee, Alex Lifeson og Neil Peart holdt sammen som Rush i fire fede årtier. Tager man de retrospektive briller på og kigger tilbage på bagkataloget, der nærmer sig de 20 titler, er det samtidig ret bemærkelsesværdigt, hvor få uinteressante plader, diskografien egentlig tæller.

Som Rush formentlig også selv er klar over, hedder den bedste periode af karrieren dog '76 til '81 – år, der producerede fem mesterværker. Den bedstsælgende og mest populære plade fra denne årrække, er epokens sidstudgivne plade, '81'eren 'Moving Pictures'. Med 30-års jubilæum skulle den spilles i sit hele.

Inden det kom dertil fik vi dog først fem kvarter med et par håndfuld titler fra både det nære og fjerne bagkatalog, som blev sparket i gang med bandets til dato bedstsælgende single, det perfekte åbningsnummer, 'The Spirit of Radio' – et nummer, der i øvrigt såvel lyrisk som musikalsk karateriserer Rush i en nøddeskal.

Herefter blev der taget hul på sen-80'erne med to af bandets stærke up-tempo rockballader, 'Time Stand Still' og 'Presto', inden der blev fyret op for den onde distortion på 'Stick It Out', hentet fra 'Counterparts' (1993), bandets bedste plade i "nyere år". Og så var man ligesom i gang. Bassen, der ellers buldrede lidt for meget under de første par numre, fandt sit rigtige niveau, Geddy Lee lavede flere af sine små karismatiske spring og derfra blev koncerten kun bedre for hvert nummer.

Rush følger med tiden ved at se 30 år tilbage

Mens tiden samme aften var skruet tilbage til slut-90'erne med Queens of the Stone Age i Københavns Store Vega, var rockens tidsmaskine i Malmö altså sat til en tid, fra før Josh Homme overhovedet vidste, hvad en akkord var. Og det er egentlig bemærkelsesværdigt i sig selv, at Rush vælger at gå i fodsporene på den koncerttrend, der for en turnéstund får det ene navn efter det andet til at hive gamle plader frem fra fortiden for at spille dem i deres hele.

I mange tilfælde ligger der sandsynligvis et salgstrick bag, der skal kompensere for tidens generelt set ret ringe pladesalg, men ligegyldig hvad det helt præcis er, der havde fået de tre sympatiske rockkonger i Rush til at hive deres udødelige 'Moving Pictures' med på tour, så skal de i hvert fald ikke høre noget for det. For det var skide stort.

Det er næsten umuligt at fremhæve ét højdepunkt blandt pladens generelt set syv enorme højdepunkter, men specielt den smukke og bombastiske synthesizer-åbning i 'The Camera Eye' fik blæst areaen op på et sonisk magtniveau, der fik tiden til helt at stå stille. Men også pladens mere oversete afsluttende nummer, 'Vital Signs', overraskede ved i liveregi at være så overlagt tør, og det klædte den helt vildt. Geddy Lees vokal er i dag næsten lysere end nogensinde, og selv om den i dag ligger højere end pladen, stod den perfekt til aftenens udgave af 'Vital Signs'.

'Moving Pictues' blev spillet uden at der blev sagt et eneste ord mellem sangene. Efter dens sidste nummer, 'Vital Signs', blev det til et hurtigt "I guess that was 'Moving Picture'" fra Geddy Lee, inden han ret hurtigt gik videre med sætlisten. Pladen fik lov til at stå helt for sig selv. Ingen nostalgisk chit-chat imellem numrene. Rush gav publikum præcis det lytterum, der skulle til, så de kunne nyde de syv numre, der udgør et af rockhistoriens bedste albums.

Uforbeholden kærlighed

Første nummer efter 'Moving Pictures' var aftenens andet nye nummer, 'Caravan', hentet fra det kommende album, 'Clockwork Angels', som efter sigende skal udkomme senere på året. Både 'Caravan' og 'BU2B', som de også spillede i Malmö, er allerede udkommet som digitale singler, og de lover godt. 'Caravan' er en tilbagevending til 'Counterparts'-tiden og minder faktisk momentvist om 'Stick It Out' med et slags pop-meditativt omkvæd. Og så har den et tungt og funky speed-o-rama-stykke, der denne aften i Malmö fik salen til at rejse sig i én stor næve. 'BU2B' er anderledes hård og har egentlig det, der formentlig er bandets mest hårde moment til dato – heldigvis uden at miste det karismatiske Rush-feel.

Rush spiller musik, som kun de kan spille den. I sin ti-minutter lange trommesolo sendte Neil Peart hilsner til såvel Buddy Rich og Keith Moon i et flot trommevirvar, der bestod af big bang vs. frenetisk rock vs. afrikanske verdensrytmer, men til trods for tydelige inspirationskilder, er han først og fremmest 'bare' Neil Peart – "bare" en af verdens bedste trommeslagere. Alex Lifeson skjuler ikke sin store begejstring for idolet Pete Townsend, og hans imitationer af Townsends akkord-vejrmølle er rent faktisk et af de få rockklichéer, der overhovedet spottes i løbet af en Rush-koncert. Og Geddy Lee er Geddy Lee – manden med vokalværktøjet, man enten elsker eller elsker at hade. Herfra? Uforbeholden kærlighed.

Rush er bandet, der spiller det ekvilibristiske, så det rent faktisk er til at holde ud af lytte til. De forener stor musikalsk kunnen med et simpelt rock og rul-jargon, der løfter sangene op, og gør dem stinkende unikke. Denne aften i Malmö leverede de en arena-koncert, der transcenderede dén slags. Det var nært, det lød fortræffeligt og det blev altsammen leveret med en enorm spilleglæde.