UFO-angreb

UFO-angreb

Italienske Ufomammut gav en sine steder eksplosivt pulveriserende og andre steder alt for stillestående og tørvetrillende koncert på Loppen.

Kunstner
Spillested
Dato
05-09-2010
Genre
Fotograf
Mathias Nielsen
Karakter
3

Egentlig kunne man foranlediges til at tro, at denne signatur er udsendt af den italienske ambassade hertil lands. For et par måneder siden fik støvlelandets energiske trio Zu en håndfuld lovprisninger med her fra, og nu er turen så kommet til landsmændene med det velvalgte bandnavn Ufomammut.

Eller sådan da. For det var ikke en ubetinget succesparade, trioen diskede op med på Christianias fineste, Loppen. Men inden vi lader den toughe men fair økse fælde dom over sydlændingene, skal danske Double Space, som opvarmede, have et par ord med.

Trioen fra Århus bød på et intenst sæt fyldt med fornuftige toner, som nemt trumfede det knap så sigende repertoire, man finder på bandets myspace-side. Double Space har ingen bassist - i stedet skiftedes de to guitarister til at varetage de monstrøst tunge riffs, mens den indpiskende og hårdtslående trommeslager Per sørgede for bunden i lydbilledet.

Et fornuftigt billede, for øvrigt, som parrer Neurosis' og Melvins' smadder-sludge med Kyuss' hurtigere stoner-metal, hvor tøndebasker Per og guitarist Rasmus deltes om vokalerne, der dog druknede i det mudrede lydbillede. Thumbs up og god vind til trioen for et fiffigt åbningssæt, der dog led lidt under et smadret lilletrommeskind, der måtte udskiftes midtvejs.

Kadaverrusketur

Da Ufomammut så gik på scenen, skete det med stilhed-før-storm-manér, som hurtigt viste sig at præge resten af koncerten. De tre herrer arbejder nemlig konstant med dynamik i deres deres sange, der det ene øjeblik er stillestående psykedelia a la Pink Floyd og det næste er pulveriserende stoner-metal a la Electric Wizard.

Noget af det mest imponerende ved koncerten var næsten den knivskarpe lyd, der gjorde, at hver af de soniske eksplosioner ramte lige i mellemgulvet. Når dét skete, var det netop som blive tromlet af en mammut fra det ydre rum (de af os, der har prøvet det, ved, hvad vi taler om).

Desværre fnulrede Ufomammut også lidt for meget rundt, især når de byggede op til stormen med stille sekvenser, der ofte blev trukket alt for langt ud. De længste af de stykker måtte godt have været lidt kortere, for i de værste stunder tog man sig selv i at trippe med fødderne og kigge på uret snarere end ryste med garnet.

Men når det spillede for ufomammutten, så var det så det ruskede i hele kadaveret; det var en herlig måde at runde ugen af på. Og om ikke andet blev man da overbevist om, at det nok er en god idé at investere i trioens seneste skive 'Eve'.

Og hermed takker italiernermetalambassadøren af, indtil vi atter får besøg fra det sydlige Europa.