Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA '11: ST...ST...STORT!

Populær
Updated
WOA '11: ST...ST...STORT!
WOA '11: ST...ST...STORT!
WOA '11: ST...ST...STORT!
WOA '11: ST...ST...STORT!
WOA '11: ST...ST...STORT!

Det var et show som man kender det fra Suicidal Tendencies, men de ramte bare et eller andet særligt, så det endnu mere fantastisk.

Dato
05-08-2011
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Har man set Suicidal Tendencies bare et par gange, så kunne man hurtigt konstatere, at alt var ved det gamle for de funky skater-thrashere. Cyco Miko havde stadig et enormt løbepensum og bevægelser som gorillaen i Donkey Kong, og hele stemningen mellem bandmedlemmerne var også stadig meget passende til bandets 'We Are Family'. Kram og næver som blev banket sammen adskillige gange.

Men det var lige lidt bedre den her gang. Måske fordi bandet nærede sig på den positive energi fra publikum og måske også fordi bandet med et sæt på en time lige måtte begrænse sig lidt. Således var trommesoloen fra eminente og mildt sagt kraftige burgermuskel Eric More skåret ned, og dermed interessant i hele sine varighed. Desuden var den lange intro til 'How Will I Laugh...' også skåret så meget ned, at Cyco Miko ikke fandt trang til at sætte sig ned.

Det skal dog ikke forstås som at Mike ikke snakkede – jo, han er stadig en turbo mouth, som det kunne være sjovt at se i en battle med den altid velformulerede Henry Rollins. Og flere sange blev faktisk forlænget, men det betød blot flere omkvæd, og så var festen intakt, selvom sange som åbneren 'You Can't Bring Me Down' pludselig blev ret lange. Og der var da også en lidt sær intro til 'Possessed to Skate', hvor der blev talt om skateboards, forsangerens bror og en metaforisk snak om altid at rejse sig igen, når man faldt.

Det rigtige ST!

Lyden var rigtig god, så Erics trommespil fik masser af plads sammen med bassistens fingerfærdigheder på den seje bas. Mike Clark tog sig af de mere enkle ting på guitaren – til gengæld var han som vanligt fantastisk sej at se på. Så længe han og Cyco er med, så vil det altid føles som en helt rigtig version af Suicidal Tendencies, og så gjalder man gerne med på koret: "ST.... ST.... ST!"

Hele den her familiefølelse som bandet går så højt op i, kom helt til sin ret, da Cyco Miko i sidste sang pludselig styrtede ud over den høje scenekant og ned på en højttaler foran og videre over flere hegn og forbi security. For at komme ud til folkene på de forreste rækker og trykke næver. Noget der var meget populært, og understregede, hvor dedikeret manden er for sin musik, sit band og sine fans.

ST ST2