WOA'12: Metallens mangfoldighed
Populær
Henry Rollins trakterede Wacken med en herligt humoristisk, medrivende og udfordrende talestrøm på en times tid, der gav stof til eftertanke og smil på læben.
Punkrockikonet Henry Rollins har de seneste 30 år stået på scenen, enten som frontmand for Black Flag, sit eget band eller som et talende vandfald, der hælder ud af anekdoter fra eget liv og generelle betragtninger om menneskeheden. I det store telt på Wacken var det sidstnævnte egenskab, der blev fremvist for de fremmødte fredag eftermiddag.
Rollins åbner med at hilse på publikum og starter så med at fortælle om de unge dage som forsanger og frontmand i Black Flag samt de udfordringer, det giver med ivrige koncertgængere. Han er veloplagt og utroligt medrivende i sine malende beskrivelser af, hvordan det er at blive knockoutet af en koncertgænger, kun for at blive irettesat af sin guitarist, der brokker sig over, at han ikke synger!
Der bliver vævet andre små sidespring ind i historien, bl.a. om en kvindelig fan, der mister et øje til entaf deres shows. Rollins er veloplagt og styrer hele tiden publikum sikkert gennem sine myriader af afstikkere, der dog hele tiden har en rød tråd. Han når også til nutiden, hvor han fortæller om at National Geographic har kontaktet ham, og om at han via det arbejde er kommet rundt i verden og mødt forskellige kulturer. Det de og os i Vesten har tilfælles er, at vi alle kan lide metal og at alle er venlige overfor hinanden.
Det faktum understreger Rollins til sidst i sin timelange talestrøm, hvor han fortæller os, at vi er sammen og har samme udgangspunkt. Rollins mener, at metalfolket er en truet art og at vi skal stå sammen og være stolte af vores fælles, musikalske ophav. Det at folk fra Syrien, Saudi Arabien, rottespisende indere og festivalgængere i Tyskland er ens og skal holde sammen.
Med den filantropiske udgangsbøn takkede Henry af til store klapsalver fra det fyldte telt. Den midaldrende punkrocker er dygtig som taler og verbalt meget alsidig. Det var ikke et af hans vrede shows, hvor der bliver funderet over verdens tilstand og potentielle undergang, men i stedet et show, der fejrer det gode i mennesket. Jeg gik i hvert fald opløftet derfra og fik lyst til at høre det igen dagen efter.