WOA'12: Virkelig professionelt
PopulærI en helt utrolig god lyd, og med en forsanger, der havde taget den gode vokal med, så fejlede In Flames på kun med en kedelig ballade på Wacken.
Trigger
Where the Dead Ships Dwell
Only for the Weak
Reroute to Remain
Crawl Through Knives
Delight and Angers
The Quiet Place
The Chosen Pessimist
Fear Is the Weakness
Alias
The Mirror's Truth
System
Deliver Us
Take This Life
My Sweet Shadow
Fredagens hovednavn bød på In Flames, der således troppede op på True Metal Stage kl. 22.15 og spillede i en god 1½ times tid. Der er nu noget over Wackens store scener, når mørket har sænket sig, og In Flames er i forvejen gode til at skabe flotte visuelle scenarier til der koncerter. Der var naturligvis ingen undtagelse her. Det så blændende godt ud.
Også In Flames selv så godt ud: Konfirmations-tøjet var blevet pillet frem, og så var der ellers hvide skjorter en masse. Det er ikke specielt metal, og bandets nuværende stil trækker da også en del på det melodiske, poppede og let tilgængelige i forhold til den første æras dødsmetal med spændende melodivalg. Men der var en vis autoritet over bandet, så det alligevel blev metallisk. Specielt guitarist Bjørn Gelotte så sej ud i skjorte kontrasteret med det store, sorte skæg.
'Cloud Connected' blev det første egentlige nummer, da vi også skulle igennem en intro for lige at trække spændingen lidt mere. Fra start stod det klart, at her var en lydmand, der virkelig kunne sit kram. Krystalklar lyd, men samtidig dejligt tungt. Bandet var i hopla, og festen var i gang. Publikums-darlingen 'Only For The Weak' kom overraskende tidligt i sættet, men naturligvis med den sædvanlige opfordring til at hoppe.
Og der blev hoppet, men måske på lidt færre fødder end normalt, på trods af god stemning i menneskemængden. Mudderet - skabt af regnskyllet tidligere og en våd periode op til festivalen - fik nogle til holde gummistøvlerne på jorden.
Fokus var naturligvis på tiden fra det mere kommercielle gennembrud ved 'Reroute to Remain'-albummet, da eneste ældre nummer var førnævnte "hoppesang". Men selvom sange fra mesterværket 'The Jester Race' bestemt er savnet, så er det også tydeligt, at svenskerne er et andet band i dag, og at disse sange ikke ville passe ind. Og det, In Flames gør i dag og har gjort en 10 års tid allerede, gør de forbandet godt.
Den dræbende ballade
Bandet har styr på melodi i musikken, og med noget, der minder om radiohits i bagagen, så er det kun naturligt med ballader i det samlede sangudvalg. Og på cd fungerer det da også til en vis grad. Men på Wacken valgte frontmand Fridén og co. at placere en ballade midt i sættet. Og så endda den inderligt ligegyldige 'The Chosen Pessimist'. Det slog i den grad hul i det gode flow, som bandet havde gang i. Denne anmelder blev nærmest lullet i søvn og trods gode sange i halen på balladen, så var opmærksomheden og interessen først igen på fulde 100 %, da 'Take This Life' kom med den tiltrængte energiindsprøjtning.
Det var et dyrt pointtab, men det ændrer ikke på, at Fridén stadig var en frontmand af rang. Han var god til at tale til den kæmpe menneskemængde og havde indlagte pauser de helt rigtige steder. Og så havde han også en lille gimmick med et af kameraerne på "skinnen" foran scenen. Med andre ord så udviste han et enormt overskud. Og det var forståeligt, for så fed som hans vokal var denne aften, så var der god grund til at føle sig godt ovenpå. Hvornår har han sidst haft så stærk en vokal live?
In Flames leverede et stærkt show, som behagede langt flertallet i publikum. Det var måske på mange måder "det sikre kort", men det var så veludført, at selvom flere federe sange var savnet, så var det stadig bare superfedt. Undtagen balladen, forstås.