Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Larm for larmens skyld

Updated
Larm for larmens skyld
Amerikanske Devilinside støjer uden de store nuancer. Amerikanske Devilinside er bygget på ruinerne af bandet Disembodied og "Volume One" er så debutudspillet fra nogle af de gamle Disembodied-folk. De står for rå og upoleret thrash/hardcore med tydelige paralleller til Machine Head, Entombed og Sepultura. Pladen rummer 23 numre, men en del er mærkelige "interludes" på mindre end et minuts varighed, der mest består af høje og mærkelige lyde. Det har jeg svært ved at se, hvad skal gøre godt for. Og det virker mere irriterende og afbrydende for musikken end nyskabende.

Men - når der så er et regulært track, er det såmænd ganske intenst og kraftfuldt. Der gåes ikke på kompromis med det brutale udtryk, hverken hos sanger Jamie Gonzales eller hos resten af bandet. De går lige i flæsket på dig, som Machine Head gjorde i "gamle dage". Især bliver der flået godt i struben på "Hangnail" og "California Burning", med nogle rigtig tunge klodser og nogle ganske iørefaldende grooves. Tungt, aggressivt og lige på og hårdt.

Til gengæld kan de heller ikke så meget andet og jeg savner lidt nuancer og overraskelser. Jeg bliver sgu lidt træt efter 15 skæringer, hvor man er blevet råbt ad uden at der er noget på hjerte. Devilinside vil gerne larme – og det er jo godt nok – men der er ikke rigtig noget budskab eller nogle raffinementer at garnere larmen med. Og så ender det hele lidt anstrengende.

Kunstner
Titel
Volume One
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
3

Menu