Liv i den indre drengerøv
Populær
Updated
Switchblade er 47-årige Ken Anthonys drengedrøm af en band-debut. Lars Schmidt anmelder. Stiv pik og håret tilbage! Med danske Switchblades debut "Switchblade Serenade" er der lagt i ovnen til noget, som den danske rockscene endnu ikke har prøvet at stå model til: Svedig, rå og ubetinget drengerøvsrock, der sparker så meget røv. Stilmæssigt er vi i nabolaget af AC/DC, Motörhead, ZZ Top og glamscenen i Los Angeles i firserne. Det er energiladet, hård, tattoveret motorcykel- rock'n'roll med fuld knald på og masser af nosser og attitude.
Historien om Switchblade er lidt af en solstrålehistorie, som handler om en mand, der har realiseret en livsdrøm. Det er dansk heavy metals grå eminence, 47-årige Ken Anthony (manden, der hjalp bl.a. Mercyful Fate og Pretty Maids på vej), som forrige år gik i gang med at realisere drømmen. Han skrev numrene til Jack Crackers debut og sang selv på bonustracket, AC/DC's "Whole Lotta Rosie". Det gav ham så meget smag for selv at kaste sig ud i det, at han sammen med den 21-årige ukendte (men helt forrygende) guitarist Thomas Lock besluttede at danne Switchblade. De allierede sig med "Den skaldede Kok", bassisten Carsten Olsen, som lægger den hårde bund i Midnight Blues og er den eneste rutinerede musiker i Switchblade. På trommer er Frankie.
De fire herrer danner en hårdtslående enhed, hvor især Thomas Locks seje, rå og svedige guitarkaskader imponerer. Ud over ikke at være til at styre på 666 tønder land er Lock også manden, der har skrevet numrene. Frankies og Carsten Olsens rytmesektion lægger en tung, tung og dyb bund. Sanger Ken Anthony er den mindst rutinerede i flokken, men det er tydeligt, at han lægger masser af sjæl og hjerte i projektet. Han elsker - og brænder for - det, han gør.
Anthony er klart bedst på de numre, hvor der er skruet lidt ned for tempoet - som i den tunge "Sentenced", hvor sangen er mere dyb end på de øvrige numre. Også på den "stille" "Fade", som er det nærmeste, vi kommer en ballade på albummet, fungerer Anthonys stemme rigtig godt. Men Anthony er bestemt også skyldig i, at de hurtigere numre rykker, netop fordi hans indlevelse passer så godt til musikken. Som på eksempelvis åbningsnummeret "Back Up", der er en sej rocker med et fedt riff og et omkvæd, der bliver hængende. "Down n' Dirty" er også en smule nede i tempo - på AC/DC-måden. Altså den fede måde. Og her fyrer Thomas Lock den altså for hårdt af!
Alt i alt et album, som trods sine klare referencer til firserne er ganske nyskabende på den danske rockscene. Får bandet booket sig nogle koncerter, vil der være garanti for det, som Anthony selv kalder "No bullshit hard rock". Svedig gang i den med et flabet smil på. Og det er vel det, rock'n'roll i bund og grund drejer sig om: At få losset liv i den indre drengerøv. Det kan Switchblade.
Historien om Switchblade er lidt af en solstrålehistorie, som handler om en mand, der har realiseret en livsdrøm. Det er dansk heavy metals grå eminence, 47-årige Ken Anthony (manden, der hjalp bl.a. Mercyful Fate og Pretty Maids på vej), som forrige år gik i gang med at realisere drømmen. Han skrev numrene til Jack Crackers debut og sang selv på bonustracket, AC/DC's "Whole Lotta Rosie". Det gav ham så meget smag for selv at kaste sig ud i det, at han sammen med den 21-årige ukendte (men helt forrygende) guitarist Thomas Lock besluttede at danne Switchblade. De allierede sig med "Den skaldede Kok", bassisten Carsten Olsen, som lægger den hårde bund i Midnight Blues og er den eneste rutinerede musiker i Switchblade. På trommer er Frankie.
De fire herrer danner en hårdtslående enhed, hvor især Thomas Locks seje, rå og svedige guitarkaskader imponerer. Ud over ikke at være til at styre på 666 tønder land er Lock også manden, der har skrevet numrene. Frankies og Carsten Olsens rytmesektion lægger en tung, tung og dyb bund. Sanger Ken Anthony er den mindst rutinerede i flokken, men det er tydeligt, at han lægger masser af sjæl og hjerte i projektet. Han elsker - og brænder for - det, han gør.
Anthony er klart bedst på de numre, hvor der er skruet lidt ned for tempoet - som i den tunge "Sentenced", hvor sangen er mere dyb end på de øvrige numre. Også på den "stille" "Fade", som er det nærmeste, vi kommer en ballade på albummet, fungerer Anthonys stemme rigtig godt. Men Anthony er bestemt også skyldig i, at de hurtigere numre rykker, netop fordi hans indlevelse passer så godt til musikken. Som på eksempelvis åbningsnummeret "Back Up", der er en sej rocker med et fedt riff og et omkvæd, der bliver hængende. "Down n' Dirty" er også en smule nede i tempo - på AC/DC-måden. Altså den fede måde. Og her fyrer Thomas Lock den altså for hårdt af!
Alt i alt et album, som trods sine klare referencer til firserne er ganske nyskabende på den danske rockscene. Får bandet booket sig nogle koncerter, vil der være garanti for det, som Anthony selv kalder "No bullshit hard rock". Svedig gang i den med et flabet smil på. Og det er vel det, rock'n'roll i bund og grund drejer sig om: At få losset liv i den indre drengerøv. Det kan Switchblade.
Kunstner
Titel
Switchblade Serenade
Label
Distributør
Genre
Forfatter