Overflødigt singleudspil

De tyske veteraner Grave Digger har udsendt en overflødig og ligegyldig single, og Anders Molin har taget den onde pen i hånden. Tyske Grave Digger har efterhånden eksisteret i hele 26 år, og det bliver fejret med udgivelsen af bandets første single. Af en eller anden grund så sker det ved at genudgive en ballade fra 1984, og det må på mange måder siges at være en lidt underlig disposition. Først og fremmest er det svært at gennemskue idéen med at genudgive et nummer, når man ikke rigtigt har noget formål med at udgive singlen.

Der er ikke nogen greatest hits eller en ny plade på vej, og selvom, der godt nok er vedlagt en DVD med en fem år gammel koncertoptagelse (af mystiske grunde er den godt nok ikke vedlagt promotion-cd'en, men det er en anden snak), så virker det bare som en unødig malkning af en fanskare.

Oven i dette så er "Yesterday" ikke nogen specielt god ballade. Skal man være flink, kan man nøjes med at kalde den kedelig, men jeg fristes til at bruge udtryk som rædsomt og patetisk. Simpelthen fordi den er storladen og kvalmende uden at være fængende, og så kan det næsten være lige meget. Ydermere så har jeg meget svært ved at lade være med at tænke på den ganske kendte Beatlessang af samme navn, og denne sammenligning falder helt klart ud til originalens fordel.

Sanger Chris Boltendahl har aldrig været en stor sanger, og det skinner tydeligt igennem på en stille sang, hvor vokalen burde være drivkraften – det går derimod langt bedre på "The Reapers Dance", som er andet nummer på singlen. Det er nemlig et langt mere eksplosivt energisk metalnummer, i Grave Diggers vanlige stil, og her kommer hans lidt rustne stemme mere til sin ret.

Som fjerde og sidste nummer er "Yesterday" inkluderet i en orkesterversion, og her falder Chris Boltendahl for alvor igennem! Af mystiske årsager så synger han endnu grimmere, når han bliver akkompagneret af strygere og akustisk guitar, og selvom arrangementet slet ikke er så dårligt, så skæmmer vokalen alt for meget til at det bliver en nydelse.

Der hvor tyskerne klarer sig bedst er på den dystre, meget afdæmpede "No Quarter" (Led Zep-cover - red.). Der er lidt Ozzy møder Rob Halford over vokalen, og på trods af det langsomme tempo, så fungerer det ligesom i "The Reapers Dance" meget bedre fordi både er Chris og resten af Grave Digger er i deres rette element. Så fri os fra balladerne og spænd elspaden for vognen, så er der mange år endnu i Grave Digger.