Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stemningsfuld post-grunge

Updated
Lækkert basspil og varieret vokal Her er et finsk band, der har gået gennem lidt af hvert i sin lange historie. Det har startet i mere eller mindre dødsmetal og ændret sig meget til i dag, hvor lydbilledet er langt mere sofistikeret og nuanceret. Det er en art melankolsk rock, der dog låner en del fra metallen alligevel. Takket være en ”pæn” produktion, som virkelig klæder den til tider helt elegante musik, bliver det ikke mere ”metal” end Metallica er det på ”Load”. Men uanset metalprædikat eller blot ”rock”, så er det fedt og med egen identitet.

Musikken er meget guitarorienteret, men bandet har også trumfkort i det lækre basspil og den meget varierede vokal. Forsanger Tuomas Tuominen leverer følsom sang, der lyder lidt hen af Maynard James Keanan (Tool) og ellers vokal, som når James Hetfield (Metallica) er bedst. Da der også har været dødsmetal i bandets stilmæssige periferi, er der også sporadiske dødsgrynts at høre.

Musikken er trods hints til amerikansk postgrunge og indierock også gennemsyret finsk. Den særlige stemning som fx landsmændene i Amorphis, Sentenced og HIM formår at bygge kan også spores på ”Aerolithe”, der i konklusion må betegnes som et meget gennemført album. Helt klart bandets bedste indtil videre.

Titel
Aerolithe
Label
Distributør
Genre
Karakter
4