Utidssvarende dansk grunge

Populær
Utidssvarende dansk grunge

Godt 15 år efter grungebølgen for alvor lagde sig, udsendte den københavnske trio Dear Delusion i sidste uge debutpladen ’Imprisonment’, som kommer, ja, godt og vel 15 år for sent.

Titel
Imprisonment
Dato
04-02-2013
Distributør
Genre
Trackliste
1. Level Of Instinct
2. Outrunning Panic Attacks
3. Sincerity
4. Some Sort Of Breakdown
5. Interlude
6. Undone
7. Letters To An Old Friend
8. Truly Insane
9. Diving In My Mind
10. Intermezzo
11. Imprisonment
12. A Bit Of Your Back
Karakter
2

Dear Delusions samlede udtryk: Bandnavn, bandbillede, cover, produktion, kompositioner, riff, toner og lyriske temaer, er som tyvstjålet fra de melankolske 90’ere, hvor grungerocken som bekendt havde sin storhedstid. Dette forælder desværre ’Imprisonment’. Og det er synd, for grungen er langt fra død. Som det bedste bevis herpå kan nævnes gode, gamle Alice In Chains’ ’Black Gives Way To Blue’ fra 2009, som igen gav grunge et tidssvarende udtryk.

Man kunne forestille sig, at et band som Dear Delusion ville prøve at ride med på den bølge af (post-)grungebands, som føres an af bands som Alice In Chains og Foo Fighters, men dertil minder produktionen på ’Imprisonment’ alt for meget om den typiske 90’er-rockproduktion a la Dizzy Mizz Lizzy, Psyched Up Janis og Kinky Boot Beast. Det kunne derfor tyde på, at ’Imprisonment’ er en hjemmeproduktion, hvor bandet selv har stået for det meste og altså ikke haft en af Danmarks utallige dygtige producere inde over til at sætte sit lydmæssige præg. Bandets forestillinger om, hvordan rockmusik bør lyde, bliver på den måde ikke udfordret, hvilket sætter Dear Delusion langt bagud i forhold til de amerikanske bannerførere.

Ikke dermed sagt, at trioen er dårligt spillende. De spiller egentlig ganske fint. Samspillet bliver dog til tider en tand for ordinært, og der bliver for meget øvelokale over det. Eller, sagt på en anden måde, det virker ligesom med produktionen ikke som om, at man har overvejet at ”ryste posen” i forhold til samspil, kompositioner og tempi, for de kører pladen igennem i samme rille i et ensartet tempo.

Der er imidlertid masser at bygge på for Dear Delusion. Forsanger og guitarist Simon Roland viser flere gange, at han både har en fremragende stemme, som bedst kan betagnes som en hybrid mellem Dave Grohl (Foo Fighters) og Aaron Lewis (Staind) krydret med Alice In Chains-harmonier, og at han kan lave interessante riffs som i titelnummeret, der samtidig er pladens bedste nummer, men som af uforklarlige årsager er gemt helt nede som nummer 11. Ligeledes giver trommeslager Rasmus R. Riise, hvis foretrukne rytme tydeligvis er den såkaldte ”rock 1”, somme tider en forsmag på andre facetter af sit repertoire, hvilket klæder ham. Samtidig kan man ikke andet end at have sympati for et band med et lyrisk budskab. Så de skal bare klø på og på næste plade hyre en god producer, der kan bringe dem til nye højder.