Stenerstilen savnes

Henrik Østergaard savner stoner rock attituden og produceren Chris Goos på WEs nye udspil "Tension & Release". “Tension & Relase” er et udtryk, der ofte benyttes når der skal analyseres musik. Det benyttes hyppigt, når der skal udspecificeres, hvad det er der fastholder lytterens interesse ved et givet nummer eller en plade.

Skal man forsøgsvis præcisere, hvad det er, der synes at karakterisere den norske femmandsgruppe WE, falder øregangen på bandets distinkte produktion. Deres forrige plade, ”Smugglers” (2004), så et produktionssamarbejde med Masters of Reality’s Chris Goss (her i zinet muligvis mest kendt for sit arbejde i Kyuss og Queens of the Stone Age), som hjalp WE med at få et internationalt præg.

Dette førte til at ”Smugglers” gik ind som nr. 1 på den norske top 40. Umiddelbart en ret imponerende succes for et band, der spiller rock og rul. De tog endda på tour med giganter som Motörhead og Whitesnake. De fik det hele serveret, men med den nye plade er det tydeligt, at de ikke har det formående, når de nu igen står på egne ben.

Produktionsmæssigt er der sket et ærgerligt tilbageskridt fra ”Smugglers” til dette syvende udspil, ”Tension & Release”. Fra at have stooner rock attitude er de gået over i en boldgade, der på størstedelen af sangene drager paralleller til boogie rock som Tokio Hotel: En filtreret vokal, upersonlige, skingre guitarer og en ikke-eksisterende lilletromme. Meget moderne. Meget kedelig.

En sang som ”Free Behind Bars” har muligvis et delvist overbevisende mellemstykke med en art tøseindustrielle lyde manøvren ind over en kort guitarsolo, ligesom skivens første single, ”Hurdy Gurdy”, fænger med sine pludselige orgeludladninger. Dette virker dog kun ganske kortvarigt og overskygger ikke tilnærmelsesvis denne banale skives såkaldte rocksange. Det var da godt nok en kedelig én!