Svenske ørken drømme

Så slår den svenske hard rock scene til igen-igen. Lars Schmidt er i hvert fald pænt tilfreds med den nye Shiva cd. De svenskere, de svenskere. Stort set hver eneste gang, man modtager en "svensker" til anmeldelse, tager man sig til hovedet i beundring og skynder sig at skrive noget, man efterhånden har skrevet til hudløshed før: De svenskere, de svenskere - de kan altså bare spille hævi! De har modet til det. De står ved glæden til musikken. Og de har - ikke mindst - opbakning til det. Der skrives pladekontrakter og udgives plader. Ja, Sverige har så
stor en hævikultur, at de har deres egen metalfestival. Herhjemme soves der stadig Tornerosesøvn, mens de danske bands kæmper og kæmper og stort set aldrig kommer nogen vegne, med mindre de tager til udlandet.

Shiva (som jeg aldrig før har hørt om) har nu udgivet deres album nummer to, "Desert Dreams", og hold da lige fest for en gang hårdtpumpet melodisk hard rock - godt nok med sine ingredienser af noget meget poppet.

Shiva er en mand og en kvinde. Manden, Mats Edström, spiller den svedigste spade. Kvinden, Anette Johansson, leverer en vokal, som sine steder ikke lyder kvindelig. Hun synger og fraserer så fedt. Hun behøver ikke skrige, men kontrollerer simpelthen bare sin stemme så flot.

Sammen har de to Shiva, som godt nok sine steder holder sig lidt for sikkert i afdelingen for metalliske klicheer, men som samtidig også har modet til at flirte lidt med jazzen og den progressive metal. Der er de fleste steder fuld fart over feltet, uden at det dog på nogen måde kommer i nærheden af at
være power metal.

Til gengæld er der masser af power i numrene, især åbneren "Mystery of Mind", mens titelnummeret har sine prog-elementer og så en fantastisk hookline. Netop hooklines er bandets styrke. Man behøver ikke lytte mange gange til albummet, før linjen er lagt og tingene hænger fast. Det er "Complete
Strangers" et godt eksempel på. Melodien er så stærk, riffet så stort og hooklinen måske endnu større. Man kan simpelthen ikke holde sig i ro til det nummer. Den bliver bare lige tyk nok på balladen "Losing My Child", som er noget ordinær i sin opbygning og som leder tanker lidt for meget hen på Celine Dion.

Lyden er meget moderne og velproduceret, og der er ganske mange popelementer puttet i Shivas cocktail, men albummet hænger fast lige fra første lytning. Men der er flere numre med stort potentiale. Numre som rocker godt og grundigt. Og de to hovedpersoner er knaldhamrende dygtige på hvert deres felt.