Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Århundreders sorg og raseri

Updated
awendenfeminazgul

Fra vestkyst til østkyst giver Awenden og Feminazgûl hver deres bud på moderne black metal, sorg og raseri

Kunstner
Titel
+ Awenden
Dato
07-05-2021
Trackliste
1. Awenden - Sam Slater Lighting Candles
2. Feminazgûl - Call Out Her Name When You're Lost
3. Feminazgûl - Windtime Wolftime
Forfatter
Karakter
4

I fattigfirsernes sparetider var det en nødvendighed at dele udgifter til pladeudgivelser. Nutildags handler det lige så meget om at dele fanbaser og hjælpe hinanden. Splitalbums er en oplagt mulighed for at komme længere ud, eller for et mere populært band, til at hjælpe med til at understøtte et lidt mindre kendt.

I dette tilfælde befinder vi os dybt i undergrunden, og forskellen i kendthed er nok en snak om sedimentære lag, selvom Feminazgûl dog har skabt lidt røre i undergrunden sidste år, både i kraft af musikken, men også fordi Margaret Killjoy, som skaberen hedder, er åbent transkønnet og inkorporerer disse temaer en del i sin musik. Mærkværdigvis har vi ikke på Devilution anmeldt bandet, selvom vi har været forbi Awenden tidligere.

Vrede og sorg
Awendens side af splitten begrænser sig til et enkelt track, der dog varer næsten 17 minutter, og på den tid får vi en grundig genfortælling af, hvordan tekstilbaronen Samuel Slater i begyndelsen af 1800-tallet indførte den britiske fabriksmodel i USA. Slater blev af den samtidige præsident Andrew Jackson kaldt “den amerikanske industrielle revolutions fader”, og ‘Sam Slater Lighting Candles’ er en sønderlemmende kritik af den skade, dette har gjort på den oprindelige befolkning og det land de levede i.



Den sørgmodige tone skjuler en hadsk og vred lyrik, der graver sig ned i den menneskeskabte giftighed, der, ifølge Awenden, har skabt så meget elendighed, både menneskeligt og miljømæssigt sidenhen.
Musikalsk er det et storværk, båret af flere lag guitar, der både bevæger sig i de højere luftlag, à la Wolves In The Throne Room, men også samtidige melodiske lag, der supplementeres af æterisk korvokal. Overordnet set er det langt inde på den atmosfæriske black metals banehalvdel, men krydres også fra tid til anden med mere traditionel tremolopicking og blasts. Men hvis man forventer tempo, er man gået forkert i byen.



Årtusinders raseri
Mere primalt er det hos Feminazgûl, der efter en melodisk, nærmest rituel, intro, med messende, flerstemmig korsang og ledsagende tromme- og pianorytme, arbejder sig ind i et skærende stærkt black metal-track på ‘Call Out Her Name When You’re Lost’.

Der er fuld tryk på blasts og fills, mens Killjoys bidske vokal med klo og tand skærer sig ind i forgrunden på det lange track, der skifter mellem naturromantik og hævngerrigt raseri, meget lig hendes forrige album ‘No Dawn For Men’. Den traditionelle norske indflydelse kan heller ikke benægtes, når vi hører de symfoniske anstrøg midtvejs, der sine steder nærmest lyder som en opdatering af ‘The Shadowthrone’
Guitartonen er særligt interessant, da den skaber så stor kontrast til Awendens underspillede forvrængning, i sin skarpe dissonans, hvor vokal og guitar nærmest ligger i forlængelse af hinanden.
På sidste nummer, den korte ‘Windtime Wolftime’ skrues der op for tempoet, og det holdes konstant gennem de godt tre minutter, den varer, og her demonstrerer Killjoy, at hendes talent også rækker til ufiltreret aggression rettet mod konger, kejsere og kæder gennem historien.



Splitten fungerer godt i dette tilfælde, da de to sider supplerer hinanden, både i form og i indhold. Dette afspejles også i den amerikanske illustrator N. O. Bonzos dobbelte omslag, en til hver side, der afspejler det enkelte bands energi. Der er ro og andægtighed hos Awenden og et noget højere energiniveau hos Feminazgûl, men farvevalget og de gentagende elementer knytter dem sammen, på samme måde som albummet giver en følelse af samhørighed.

Menu