Synth-harmonika i Krasnoyarks rådne have
I Sibirien lever kold og melodisk black metal i bedste velgående. Brødrene Sysoev leverer ugleskrig, synthesizer og masser af atmosfære.
2. Mourning Comes At Sunset
3. At The Foot Of The Red Mountains
4. Old Oak
5. Rotten Garden
6. Grom
7. Devotion To Lord 2020
I midten af den russiske føderation, lige over Mongoliet, ligger Krasnoyarsk. En million mennesker bor i byen, der er hovedstad for den kraj af samme navn, der strækker sig helt op til nordpolen, og hvor hver person i gennemsnit har 1,2 kvadratkilometer at boltre sig på.
Krasonyarsk er den største kraj, men står kun for to procent af Ruslands samlede befolkning. I de nordligste dele af regionen er der færre end 40 dage om året, hvor temperaturen når over 10 grader.
Når brødrene Max og Gleb spiller deres kolde, natur-fokuserede black metal, er der altså rigeligt med inspiration at hente i deres omgivelser, og det lader sig også høre.
Selve stilarten er i sig selv interessant, da den faktisk er en kombination af den kaskadiske black metal, vi kender fra Wolves in the Throne Room og Awenden, men den er krydret med en mere traditionel europæisk vibe, der lægger mere aggression for døren.
Aggressionen kan særligt spores i riffingen, der lægger sig som et dobbeltspor over den atmosfæriske guitarbund. Navnlig lires der igennem på soloer; noget der ellers er nærmest bandlyst i den amerikanske stillehavsregion, og det giver en fed kontrast til det mere meditative i den atmosfæriske lyd. Nævneværdige soloer findes både i åbningsnummeret, ‘Cedar and Owls’, der faktisk giver en nogenlunde komplet smagsmenu for hele albummet, og særligt i titelnummeret, ‘Rotting Garden’, hvor brødrene Sysoev giver et godt bud på årets bedste black metal-solo.
Hej, du spillemand
Noget helt andet og lidt mere øjenbrynsløftende er Grimas brug af synth. Hér skal man lige være forberedt på noget andet. For selvom synth er en gammel nyhed, så har jeg sjældent hørt nogen, der på den måde lød som en elektronisk harmonika, som disse gør. Det giver en god østeuropæisk vibe til lyden – men det er helt ærligt også lidt sært. Jeg kan forestille mig, at de kommer til at skille vandene.
Men hvis man ikke har noget problem med lidt lirekasse i sin black metal, giver det mening, og det tjener det formål, at holde musikken grounded i sin oprindelse. På samme måde som ugleskrig, fløjte, regn-ambience og guitar- og klaver-fingerspil på henholdsvis ‘Cedar and Owls’ og ‘Old Oak’ gør det.
I sig selv er elementerne ikke overvældende nyskabende, men kombineret fungerer det. Åbningen på ‘Rotten Garden’ er et pragteksempel på en syntetisk harmonika, og generelt fungerer det nummer som pladens højdepunkt på mange planer – inklusiv falsk orgel, der leder tankerne hen på 80’er-computerspil.
De to sidste tracks tager aggressionen længere frem i billedet, og særligt på sidste track, reprisen af det fremragende eksempel på det russiske tungemåls mangel på definitte artikler, ‘Devotion to Lord’, spores indflydelsen fra brødrenes day job i Ultar tydeligt. Vokalen er mere death metal, og synthen er mere fintfølende i sin æteriske kunstige violin. Der er bulder på trommerne i ‘Grom’, og vokalen er langt fremme i lydbilledet, som det naturlige samlingspunkt for tracket.
Hvis smagen rækker til det melodiske, så er der rigeligt at komme efter i de sibiriske skove. Grima taler ikke med tvedelt tunge men leverer et skønt romantisk billede af black metal, hvor inspirationen er global – men udførelsen er klart lokal.