Så hellere "Åh Abe"...

In Extremos nyeste udspil er så mawer, at det frarådes overhovedet at læse anmeldelsen af skiven. Den er det simpelthen ikke værd. Det syv mand store Berlinerorkester In Extremo er med to håndfuld udspil på bagen et ganske rutineret navn. I hjemlandet har de en stor lytterskare og rangerer højt på hitlisterne. Stilmæssigt er vi langt fra de betydeligt mørkere landsbrødre i Rammstein. I stedet peger In Extremo mere i retningen af et middelalderligt udtryk, som blandt andet kendes fra tyskerkultbandet, Corvus Corax.

Det 11. initiativ fra In Extremo, ”Sængerkrieg”, er en flad fornemmelse af et forsøg på en kommerciel rockskive. Selv om det middelalderlige udtryk etableres gennem et stort brug af autentiske instrumenter, som eksempelvis harper og sækkepiber, bliver det aldrig bare tilnærmelsesvis interessant. Det er tydeligt, at vi her har et band, der ruger penge på formaliteter og venstrehåndsangskrivning. Det er dødens pølse fra start til slut og det snakker ned til ens rockintelligens.

Melodierne minder om ét langt kedsommeligt kabaretnummer mikset med technomusik i pop/rockforklædning og vil helt sikkert kun egne sig på et neonoplyst dansegulv til en klassefest for en folkeskoles mindste klasser – selv om "Åh Abe"-serien klart er at foretrække. Tag eksempelvis førstesinglen, "Frei Zu Sein", og hør et klasseeksempel på en såkaldt powersang uden nosser. Alle, der bare har hørt et nogenlunde gedigent guitarriff, vil skide denne skive ud med det samme. Spild af tid.