Tung godtepose fra 70erne

Tung godtepose fra 70erne
Den canadiske kult-trio Warpig blander det bedste fra 70erne på dens genudsendte debutalbum. Alle tiders fedeste undergrundsmetallabel, Relapse, har taget endnu et genialt initiativ (udover at de har sørget for at suveræne undergrundsmetalnavne som fx Mastodon er kommet ud til verden): Nu skal der graves obskure sager frem fra skatkammeret!

De lagde ud med remasterede genudgivelser af Pentagrams klassiske out-of-print-albums, og nu er turen så kommet til et andet navn, som formentlig de færreste kender til: Warpig. Ja, navnet fornemmer man godt hvor stammer fra. Her har de canadiske heavyhoveder ikke været alt for originale.

Det er de nu heller ikke musikalsk, men hold kæft, hvor er det her da gennemført fed 70er RÅK. Tag Blue Öyster Cult, par dem med Deep Purple, krydre med lidt Sabbath og rund så af med Steppenwolfs attitude. Så har du Warpig.

Det er ikke helt klart præcist hvornår Warpigs debutalbum oprindeligt udkom, men vi befinder os omkring 1972-73, hvorfra materialet er smukt restaureret. Her er virkelig blevet kælet for detaljen, alt går helt skarpt igennem.

Der er ikke så meget mere at skrive, for ovennævnte bandnavne beskriver så ganske, hvordan Warpig lyder. Det her er helvedes obskurt og helvedes fedt! Det er simpelthen alle de fede elementer fra ”dengang” blandet sammen i én stor heksekedel.

Det eneste der er at sætte en finger på, er, at det jo er forbillederne, der hapses fra. Synderligt originale er Warpig som skrevet ikke, men det er fandeme fed tråd. Godt gået, Relapse!

Kunstner
Titel
Warpig
Label
Distributør
Genre
Karakter
4