Ugens Monsterdrøn

Papa Roach perfektionerer deres melodiske talent på det vellykkede udspil "Getting Away With Murder". Forgængeren "Lovehatetragedy" (2002) var en klar favorit herfra, men det har nu taget sin tid at arbejde sig ind på dette nye udspil, "Getting Away With Murder". Paradoksalt nok, for Papa Roach har for alvor perfektioneret deres melodiske side på denne plade, dog uden at forsage den punch og power, dette band altid har besiddet. Bedst eksemplificeret i numre som titelnummeret og den effektive førstesingle "Getting Away With Murder", den selvudleverende slagsang "Take Me", åbneren "Blood (Empty Promises)", den fængende "Not Listening" og den mere traditionelt rocknrollede "Be Free", hvor Papa Roachs groovy hard rock virkelig slår gnister.

Selvfølgelig har Papa Roach opnået deres solide fanfollowing i en nu-metal kontekst, navnlig via gennembrudsskiven "Infest", men bandet har støt arbejdet sig videre mod en egen og mere personlig lyd, der efterhånden har flere og flere referencer tilbage i rockhistorien. Forgængeren, den mere underfundige og Faith No More inspirerede "Lovehatetragedy" gav allerede høje løfter om dén udvikling, og med "Getting Away With Murder" har Papa Roach nu sikret sig en sikker plads højt oppe på listen over "nu-metal bands" som har udvist vilje til at følge sin egen vej videre mod fremtidens rockscene - uden dog at have sat bomme og pigtråd op bag sig, lyt fx bare til den meget melodiske "Scars", som er "nu-metal catchy" som bare pokker.

Et plus ved "Getting Away With Murder" er også den powerfulde og nær-perfekte produktion fra Howard Benson (Motörhead, P.O.D., Sepultura), der navnlig har fået pisket det allerbedste ud af den emotionelle vildbasse og vokalist Jacoby Shaddix.

"Getting Away With Murder" er moderne melodisk hard rock af høj klasse og lyder til forveksling som albummet, der vil kunne bygge en velkonstrueret bro mellem etablerede og fremtidige Papa Roach-fans.