Ubekvem lytning

Black metal, der reelt er ubehageligt at lytte til? Vi siger ja tak til danske Martres første fuldlængde.

Spændende ting gemmer sig i dybet og på Devilution dykker vi gerne ned i bandcamp-black metal, eller hvad man nu har lyst til at kalde det.

Og således også denne gang, hvor vi har fået fingrene i danske Martres første fuldlængde ‘Ofelia’. Martre har længe rumsteret i den danske undergrund, og er skabt af Michael Andersen, som nogle måske kender fra NØDDØ, og andre måske som bloggeren Life is Bloody Pink / Livet er Lyserødt, der har dykket ned i black metal i en stor del af 2010’erne. Andersen har dog i højere grad vendt sig i en skabende retning nu om dage, og det er ‘Ofelia’ udtryk for.

Vi har med black metal at gøre. Vi har også med lidt mærkelig black metal at gøre, hvis vi skal være ærlige. Som med NØDDØ, har Andersen en stor forkærlighed for besynderlige elektroniske effekter og velanvendte samples, og det gør sig også gældende i denne rå omgang bedroom black, som vi ville have kaldt det, hvis vi stadig befandt os omkring årtusindskiftet.

Den slags kom, som bekendt, i varierende kvalitet, og det gør det også i dag. Heldigvis har Michael Andersen beskæftiget sig så dybdegående med genren, at han ved, hvad han laver. Og det kan man mærke hele vejen igennem. Der er en tydeligt defineret kunstnerisk vision bag projektet og den kan fornemmes, uagtet om man føler den eller ej.

Trods den digitale udgivelsesplatform, er den opbygget på klassisk vis. Side A består af fem forskellige tracks, der slutter af med den titelnummeret ‘Ofelia’, mens B-siden består af tracket ‘I Dødens Have’ i fire dele.

De kan forskellige ting. For at begynde baglæns, så lad os starte med ‘I Dødens Have’. Det er ikke meningsgivende at dykke ned i de enkelte dele, men det er oplagt at betragte det som et epos. Vi er på relativt traditionel grund her, hvor black metallen drives frem af tydeligt hørbare og struktureret tremolo-riffing. Andersen er ferm på guitaren og formår at skabe melodiøsitet under støjen, som forbilleder i Ulver og Darkthrone også har gjort det. Vi kan pege i retning af ‘Kathaarian Life Code’ og ‘Nattens Madrigal’ for et vink om stemningen.

Kompetent atmosfærisk black metal med en rå produktion og Andersens gurglende og hviskende Xasthur-agtige vokal, der konsekvent placerer sig nederst i mixet. Starten er gotisk og næsten munkekorsagtig, og det adstadige tempo forplanter sig gennem hele værket. Soloerne i første og sidste track er intet mindre end fremragende og formår nærmest at få den dystre komposition til at fremstå opløftende og optimistisk, omend det balanceres delikat af den skærebrænderagtige guitartone og de herligt kunstige og blikdåsede trommer.



Lad os vende blikket mod A-siden. Og lad os forvente noget helt andet. På denne side er Martre nemlig langt sværere at rubricere, og indflydelserne kommer fra alle sider. Som vi har nævnt, er der en vis lighed mellem Andersens vokal og Malefic fra Xasthur, men det er via Sunn O)))’s ‘Black One’, så den er så dybt begravet og modificeret, at det er svært at forstå det er menneskeligt. Det er depressiv og atmosfærisk back metal gennem en Lustmord’sk linse.



‘Armor of Gold’ lægger ud med kaos og råhed og en ganske nekro produktion, for nu at vende tilbage til 90’ernes rødder og vokabularium. Det er forvirrende, forstyrrende og forheksende.
‘Silence of the Damned’ kombinerer samples af hvad der lyder som Charles Manson med ceremoniel chanting og masser af ekkoeffekt, og konsekvensen er en oplevelse af at blive begravet levende.

Det er så absolut ikke lettilgængeligt, og de fleste vil nok lade det ligge, men med den rette fordybelse er det så absolut spændende, omend måske ikke decideret vellydende.

Heldigvis er det også svært at forestille sig, at det var Michael Andersens hensigt, og derfor er opgaven løst til punkt og prikke. Skal man sammenligne med filmens verden, minder opbygningen på albummet måske om den franske film ‘Martyrs’ (2008), der overvælder seeren med grum og kold gru og hæslighed, inden den skruer rædslen helt op, og, bogstaveligt talt, skræller huden af.



Og ligesom med den film og den bølge den var en del af, kræver ‘Ofelia’, at man køber præmissen og ikke blot kommer for at opleve det, man plejer. Det er ikke easy listening, men lige omvendt.