Ugens Monsterdrøn

Lars Schmidts livsvilkår er blevet betydelig forbedret med Kamelots "The Black Halo" i højttalerne. Det tegner da i dén grad til at blive et mægtigt, power metallisk første kvartal af 2005. Først fik vi Masterplans "Aeronautics", siden Communics powerprogressive genistreg "Conspiracy in Mind" - og nu Kamelots "The Black Halo", som ved Blackmore i det høje er en fantastisk bombastisk forbedring af undertegnedes (og forhåbentlig også dine) nu-og-her livsvilkår!

Jeg kender ikke så frygtelig meget til Kamelot. Jeg har godt nok den glimrende "Karma" fra 2001, og nu også noget, der angiveligt er perlen i Kamelot-samlingen, "The Black Halo", en effektiv omgang meget melodisk power metal med progressive under- og overtoner. "The Black Halo", der er Kamelots syvende studiealbum siden starten i 1994, er mere rå, mere mørk og mere dynamisk især på guitarfronten end "Karma", ja, mere helstøbt og gennemført.

"The Black Halo" er ikke sådan en band-ting i gængs forstand, for Kamelot har allieret sig med en ordentlig flok sangere og musikere fra andre bands. Stærkest står Dimmu Borgirs sanger Shagraths indsats på åbningsmonsteret "March of Mephisto", som godt nok bliver temmelig dyster takket være den norske mørkemands onde, onde stemme. Flere virkningsfulde kvinderøster fra bands, jeg intet kender til, er også med til at gøre "The Black Halo" til en mere end normalt interessant power metal udgivelse. Noget, som albummet især vinder ved, er gæstekeyboardmand Jens Johanssons (Stratovarius) atmosfærefyldte og dramtisk fine keyboardspil, som får guitarist Thomas Youngbloods mange melodiske temaer til at komme endnu mere til deres ret.

"The Black Halo" vil få lang levetid, fordi det er et temmelig varieret album. Der er godt nok en del dobbelt stortromme smæk-for-skillingen, men der er også dyb tyngde og spændende musikalske indslag; ikke mindst på Kamelots længste nummer til dato, det næsten ni minutter lange epos, "Memento Mori", som sine steder bærer noget så skønt præg af Queensrÿche.

Eneste svage punkt, og det er nærmest en generel ting ved nutidens power metal bands lige fra Helloween over Stratovarius og til Kamelot: Sangeren er sgu ikke stærk nok. Kamelots Roy Khan er da i og for sig fin nok, men som de andre matcher han på intet tidspunkt de kundskaber, som bandets instrumentalister besidder. Det er der få sangere, der gør i dagens "nye" bands: Jørn Lande (Masterplan), Russel Allen (Symphony X), Tom S. Englund (Evergrey), Joacim Cans (Hammerfall).

Men desuagtet: Fint, fint udspil fra Kamelot. Et udspil, der har potentiale til at lande på top 5 over årets bedste albums. I hvert fald hos denne anmelder.