Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Updated
Ugens Monsterdrøn
Med "Ghost Opera" nærmer norsk/amerikanske Kamelot sig for alvor mesterværket, mener Lars Schmidt. Norsk/amerikanske Kamelot kommer tættere og tættere på et absolut mesterværk for hvert album, de laver. ”The Black Halo” fra 2005 leverede for alvor antydningen af, at noget stort er på vej. Livealbummet fra sidste år, ”One Cold Winter’s Night”, bragte yderligere argumenter på bordet. Og nu har vi så ”Ghost Opera”, og nu er vi tæt på at skrige ”Mesterværk!”.

Men vi skriger ikke helt ”Mesterværk!” Ikke endnu. Kamelot er på sine seneste studiealbum blevet bedre og bedre til at lave de gode kompositioner. Det er de også på ”Ghost Opera”, men der mangler det helt, helt store, før vi skriger og brøler ”Mesterværk!”

Mindre kan dog også gøre det. ”Ghost Opera” er ottende studiealbum inklusive debuten fra 1995, og det er et album, der – for at gentage mig selv – viser et Kamelot, der er meget tæt på det absolutte peak. Bandet er toptrimmet og forbedrer sig for hvert album, de laver.

Og hvad er det så, at de fem gæve gutter kan så godt? Vi er i den progressive power metal, i et symfonisk, dystert univers med markante riff og storladne strygere, der lyder meget ægte. Vi har masser af energi og melodi, flotte kor og så nogle ganske stærke kompositioner. Og så har vi i Roy Khan en sanger, som modsat hovedparten af alle de andre inden for denne genre ikke er en skrigeballon, men derimod en sanger med en meget speciel stemme.

Der er især tre numre, som skiller sig ud fra helheden. ”Rule the World”, der styres hjem af et rocket riff, titelnummeret, der er så tæt, så stærkt og flot og med et rigtig markant riff. Og så ”Up Through the Ashes”, som er rigtig Kamelot: store akkorder, højt energiniveau, halvtungt riff og et flot, melodisk omkvæd. Værd at bemærke er, at der ikke er ét eneste svagt nummer på albummet, men disse tre holder topklassen.

Tre stærke numre, javist. Men der bliver først brølet ”Mesterværk!”, når vi når op på et helt album af samme kaliber som disse tre numre. Og Kamelot er godt på vej. De resterende numre er temmelig meget i nærheden af de fremhævede tre.

Kunstner
Titel
Ghost Opera
Label
Distributør
Forfatter
Karakter
4