Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Populær
Updated
Ugens Monsterdrøn
Forfriskende nye toner fra finske Amorphis, hvis nye album "Eclipse" er et regulært monsterdrøn i ørene på Casper Villumsen. Netop som Amorphis var begyndt at træde vande, hiver de sig selv op ved rødderne med et forfriskende og fedt udspil. Væk er sangeren Pasi Koskinen, der har sunget på de seneste fire albums, og ind er kommet Tomi Joutsen. Pasi var for mørk og uinspirerende i sin stemme, men den nye frontmand løfter sangene op, hvor de hører til. Han lyder egentlig som Pasi, blot i en væsentlig mere fængende version, og så forstår han dyden af at variere, fra skønsang til det mere rå til deciderede growls.

Ja, det er sandt, brølene er tilbage, men decideret dødsmetal er det ikke – Amorphis holder den stil, de har perfektioneret over en række albums, men ser også tilbage til tiden omkring ”Elegy” og blander det med den mere melankolsk folkrockede ”Far From The Sun”. Singlen ”House of Sleep” ville gøre underværker for Paradise Lost – den klinger frisk og radiovenligt med en del gothic over sig. Meget fængende, men langtfra det bedste på albummet. Derimod er ”Leaves Scar” fænomenal og ”The Smoke” rocket og smuk med fed vokal.

De klassiske guitarmelodier og den effektive brug af delay, som guitarist Esa Holopainen mestrer til fulde, er der stadig, samtidig med at bandet stadig kan præstere et trucker-rock nummer, så det rykker i den nedre region og alligevel er elegant. Der er ikke andet at sige: Amorphis er tilbage!

Kunstner
Titel
Eclipse
Distributør
Karakter
4