Ugens Monsterdrøn

Populær
Ugens Monsterdrøn
Svenske Soilwork overgår eget høje niveau på deres fine og fremragende album ”Figure Number Five”. Okay, ”Ugens Monster Drøn” er selvfølgelig tænkt som just
denne nye uges sejeste heavy album, men allerede i denne her første udgave af Heavyjam.dk må vi liiige gøre en undtagelse og udnævne et album fra forrige mandag, den 21. april! Anarki og kaos lige fra starten af, javel, men svenske Soilworks nye album, ”Figure Number Five” er altså et så medrivende og mesterligt album, at det bare skulle score denne agtværdige titel.

Soilwork er endnu kun et kult band for de fleste danske metallerz, men bandet har faktisk allerede et par rigtig gode albums i bagagen. Bandet når dog nye himmelske højder med ”Figure Number Five”, som sejt og sikkert skærer sig ind i sjælen hver eneste gang den ligger antændt i afspilleren.

Soilwork spiller en kompakt og kræsen gang moderne metal rock, der har rigeligt med gode melodiforløb, og som langt fra blot kan indfanges af gængse genre begreber, det være ”nu-metal” eller ”hybrid heavy”. Soilwork er nemlig egne herrer i eget lydstudie, hvor de hersker med en nærmest majestætisk sikkerhed, som det så tydeligt høres i top træffere som ”Rejection Role”, ”Departure Plan”, ”Cranking The Sirens” og ”Distortion Sleep”.

Med ”Figure Number Five” spiller Soilwork sig ikke alene ind som Heavyjam.dk’s første ”Ugens Monster Drøn”, men - hvis bandets turné plan tillader det og bookerne kender deres besøgelsestid - også til en sikker scene plads på årets Roskilde Festival.

Kunstner
Titel
Figure Number Five
Distributør
Karakter
4