Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Updated
Ugens Monsterdrøn
Produktive Audioslaves tredje udspil "Revelations" viser bandet fra en både mere ukantet og mere dyster side, mener Mathias Nielsen. For blot godt et år siden, udgav ”supergruppen” Audioslave dens bedste album, ”Out of Exile”, som overgik debutten i både sammenspil og sangskrivning. Da bandet så allerede sidste år proklamerede, at det havde sange klar til et album mere, var der alligevel lidt anledning til at frygte hastværk og venstrehåndsarbejde. Især i disse tider, hvor det er blevet mode at lave ”dobbeltalbums”, der lyder ens (men hvor 2’eren er klart værst).

Lad det så bare være skrevet med det samme: Dette er ikke tilfældet ved dette nye Audioslave-album. Det første man lægger mærke til, er, at bandet nu er endnu en tak bedre sammenspillende end på forrige album. Det næste, man lægger mærke til, er, at dette er d’herrers mest ukantede, lettilgængelige og poppede udspil (i hvert fald den første halvdel). Dette er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, og det er næppe noget, bandet direkte har stræbt efter.


Større og større

Den eminente guitarist Tom Morello er ikke blevet mindre kreativ siden sidst; det er stadig en udsøgt fornøjelse at lytte til hans dybt bizarre og samtidig fascinerende guitarsoloer.

Der er et mere umiddelbart swing og groove over dette album, som er blevet døbt ”Revelations”, og selvom man naturligvis aldrig er i tvivl om, hvem det er man hører, lyder albummet alligevel lidt anderledes end de to foregående albums.

Men det bedste af det hele, er, at Audioslaves musik vokser og vokser ved hver gennemlytning - og det er altså uhyggelig svært at komme op på siden af Cornell & Co., når de kaster sig ud i ”Until We Fall”, en ballade, der kunne være en fortsættelse til ”I Am the Highway” fra debutalbummet.


Dysterheden leve!

Sært nok, tager det dog lidt tid for bandet for alvor at komme i gang på "Revelations", og det er ganske klart albummets anden halvdel, der er bedst. Det er således ikke hit på hit på hit på denne plade, som det var på ”Out of Exile”.

I ”Broken City” bliver det næsten for funket, men så kommer Chris Cornell og viser sit værd på den efterfølgende ”Somedays”, og jeg tøver ikke med at kalde ham ”den nye Robert Plant”.

På den anden halvdel af albummet bliver det hele lidt mere snigende og dystert, hvilket er noget Audioslave ikke har rodet så meget med tidligere. Men det klæder dem faktisk perfekt i ”Shape of Things to Come” og den uhyggeligt swingende ”Jewel of the Summertime”. Allerbedst og allermest dyster er dog ”Wide Awake”, hvor Chris Cornell med ildevarslende stemme synger om Katrina-orkankatastrofen, sidste år.


Med forbehold

Der afsluttes med ”Nothing to Say But Goodbye” og den tunge, slæbende ”Moth”. Førstnævnte lyder mest af alt som noget fra Chris Cornells solobalbum (han har i øvrigt et nyt undervejs) (... og det første, "Euphoria Morning" var - og er - ret suverænt - Red.).

Jo, Audioslave er tilbage, men det er med forbehold. Vi er ikke oppe på siden af ”Out of Exile”, men en pil op ad i karakteren skal tildeles for groovet, dysterheden og det eminente sammenspil.

Kunstner
Titel
Revelations
Label
Distributør
Genre
Karakter
3