Zandelle - "Vengeance Rising"
Populær
Updated
Zandelle - "Vengeance Rising" Den amerikanske kvartet Zandelle fejrer deres ti års jubilæum som band med at udgive "Vengeance Rising", men der er ikke tale om et jubilæum af høj kvalitet.
Pinlige clicheer
New Yorker bandet spiller power metal den traditionelle slags med storladne omkvæd, hurtige piskende guitarer, lange melodistykker, buldrende dobbeltpedaler og vigtigst af alt - masser af referencer til Ringenes Herre. Men de er også hamrende uoriginale og enerverende at høre på i længden, fordi der ikke bliver trådt nogen nye veje overhovedet, men tævet rundt pinligt meget rundt i klicheerne.
En ukarismatisk og anstrengt sanger
Dermed ikke sagt at Zandelle ikke har deres gode momenter, originalitet behøver selvfølgelig ikke være et must, og der er da også tale om et ganske godt sammenspillet band med teknisk dygtige musikere. Men der hvor alt falder til jorden er omkring den meget ukarismatiske sanger, George Tsalikis, der simpelthen ikke har stemmen til at synge den lyse falset stemme han forsøger på. Ikke at det er falsk, men det lyder simpelthen så anstrengt og uden liv, at en hel plade bliver svær at udholde. Faktisk er vokalen bedst på det ellers meget tåkrummende acapella nummer "Invitation" hvor han får hjælp af flere korsangere.
Alt i alt ikke nogen stor amerikansk power metal udgivelse, og med mindre der sker mirakler på vokalfronten, er det svært at se en stor fremtid for Zandelle.
Karakter: 6 (på 13-skalaen)
Shatter Messiah – ”Never to Play the Servant” (Dockyard 1/ Target)
Åh nej, undertegnede havde håbet dette var en af disse stilarter som var blevet i fortiden. Det er udpræget prog./power metal, som ligner alt det andet i samme skuffe. Kort sagt lige noget for fans af Nevermore, Archetype o.l. Også Annihilator bør nævnes, når man beskriver SMs debutalbum og det har naturligvis sin logik, da guitarist Curran Murphy har været med i både sidstnævnte og i Nevermore.
Nu skal folk der elsker ovenstående bands/genre ikke løbe skrigende bort, da det tekniske niveau og kompositionerne absolut er af høj klasse. Det er (nok?) bare undertegnede, der aldrig har været i stand til at se charmen i at demonstrere sine tekniske færdigheder på instrumenterne når/hvis det gøres på bekostning af originalitet og nerve. Det sidste er et stort problem, men kan man se igennem fingre med det, så er det her et hæderligt udspil?!
Pinlige clicheer
New Yorker bandet spiller power metal den traditionelle slags med storladne omkvæd, hurtige piskende guitarer, lange melodistykker, buldrende dobbeltpedaler og vigtigst af alt - masser af referencer til Ringenes Herre. Men de er også hamrende uoriginale og enerverende at høre på i længden, fordi der ikke bliver trådt nogen nye veje overhovedet, men tævet rundt pinligt meget rundt i klicheerne.
En ukarismatisk og anstrengt sanger
Dermed ikke sagt at Zandelle ikke har deres gode momenter, originalitet behøver selvfølgelig ikke være et must, og der er da også tale om et ganske godt sammenspillet band med teknisk dygtige musikere. Men der hvor alt falder til jorden er omkring den meget ukarismatiske sanger, George Tsalikis, der simpelthen ikke har stemmen til at synge den lyse falset stemme han forsøger på. Ikke at det er falsk, men det lyder simpelthen så anstrengt og uden liv, at en hel plade bliver svær at udholde. Faktisk er vokalen bedst på det ellers meget tåkrummende acapella nummer "Invitation" hvor han får hjælp af flere korsangere.
Alt i alt ikke nogen stor amerikansk power metal udgivelse, og med mindre der sker mirakler på vokalfronten, er det svært at se en stor fremtid for Zandelle.
Karakter: 6 (på 13-skalaen)
Shatter Messiah – ”Never to Play the Servant” (Dockyard 1/ Target)
Åh nej, undertegnede havde håbet dette var en af disse stilarter som var blevet i fortiden. Det er udpræget prog./power metal, som ligner alt det andet i samme skuffe. Kort sagt lige noget for fans af Nevermore, Archetype o.l. Også Annihilator bør nævnes, når man beskriver SMs debutalbum og det har naturligvis sin logik, da guitarist Curran Murphy har været med i både sidstnævnte og i Nevermore.
Nu skal folk der elsker ovenstående bands/genre ikke løbe skrigende bort, da det tekniske niveau og kompositionerne absolut er af høj klasse. Det er (nok?) bare undertegnede, der aldrig har været i stand til at se charmen i at demonstrere sine tekniske færdigheder på instrumenterne når/hvis det gøres på bekostning af originalitet og nerve. Det sidste er et stort problem, men kan man se igennem fingre med det, så er det her et hæderligt udspil?!
Kunstner
Titel
"Vengeance Rising"
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter