Ellers tak...

Ellers tak...
The Darkness’ glade glamour rock frister en retrorocker som Heavyjam.dk’s redaktør, men bandets nye album, ”One Way Ticket To Hell… And Back” holder slet ikke niveau. På papiret burde disse The Darkness være undertegnedes sande nye rockhelte, men det er de bare ikke. AC/DC-stjålne riffs, Queen-vokalpasticher, politisk ukorrekt puddelhårsimage og et album med 35 minutters spilletid er ellers et ganske godt udgangspunkt for at hidkalde en gammel 41-årig 70’er- og 80’er rockers kærlighed, men bandet har det altså bare med at falde for langt over til parodi-siden. Især når Justin Hawkins’ irriterende falsethvin maltrakterer opbygningen af en ellers god rock’n’roll stemning. AC/DC og falset? Nixen bixen, Justin Hawkins!

Ingen tvivl om at heavy scenen har brug for så eksplosive successer som The Darkness, hvis 2003-gennembruds album ”Permission To Land” gjorde bandet til det helt store navn. Men nu har de overrumplende effekter foretaget sig, og ”One Way Ticket To Hell… And Back” hidbringer ikke noget, der ikke er gjort før, bedre og endda meget bedre.

Tak til The Darkness for at promovere rockhistoriens store – og indimellem oversete – øjeblikke for en ny generation af nysgerrige rock øren, og for at få neglet lidt godt plads til rockguitaren på ellers flødepop-inficerede radio- og video kanaler. Men, der er ved Malcolm Youngs signerede rytmeguitar altså ingen ultimative rockklassikere blandt disse 10 nye Darkness-sange – og niveauforskellen mellem disse Darkness-fyre og deres egne helte synes fremdeles for markant i undertegnedes lyttesind.

Kunstner
Titel
One Way Ticket To Hell… And Back
Karakter
2