Er der liv efter Pantera?

Redaktøren har lyttet til Damageplans debut cd, "New Found Power", feat. de to ex-Pantera folk Vinny Paul og Dimebag Darrell. Efter en ret langtrukken, men ganske uundgåelig skilsmisse fra forsanger Phil Anselmo er Pantera-brødrene Vinny Paul (trommer) og Dimebag Darrell (guitar) nu endelig klar med deres udgave af post-Pantera, kvartetten Damageplan. Ikke overraskende trækker de to brødre også Pantera-lyden med over på Damageplan-debutten ”New Found Power”, hvor Paul’s dobbeltpedalske power groove og Darrells sprælske spadelir træder umiskendeligt frem i lydbilledet, som brødrene også selv har haft hovedansvaret for.

På mange måder bliver Damageplan derfor sådan et Pantera-og-så-alligevel-ikke-projekt, for bandet veksler de gammelkendte aggressive grooves med en mere melodisk tilgang til omkvæd, der ligger et godt stykke fra Phil Anselmos intense smadder-growleri (med al respekt for det, i øvrigt). Sanger Patrick Lachman (ex-guitarist i Halford og Diesel Machine) er ingen gudbenådet sanger, men han arbejder bredt med både de grove grynt og de mere passionerede passager, der også har fået ganske god plads i Damageplans ellers meget dynamiske og powerfulde produktion.

Ironisk nok er titelnummeret, ”New Found Power” lige præcis det nummer, der minder mest om Pantera-stilen, mens numre som ”Pride” og ”Reborn” er rigtig gode eksempler på en vellykket syntese af det seje og det atmosfærefyldte, hvor inspirationen fra Panteras gamle turnépartnere og druk - og rygevenner i Alice In Chains ligger og lurer lunt i baggrunden på de gode omkvæd. Og inspirationen fra samme gør sig i den grad også gældende på næstsidste nummer, ”Moment Of Truth”, der hører til i den mere dybe afdeling af pladen.

Desværre er Damageplan også smittet af den svært inficerende virus, der hærger mangt en cd, og som partout gør at en cd-skive skal fyldes helt ud, hvilket også har ramt ”New Found Power”, der består af hele 14 sange. Meget muligt – og forståeligt - at brødrene har fået opsamlet rigtig mange sange gennem de seneste mange år, men musikere på deres niveau burde være langt mere selektive end det er tilfældet her. Det koster i både intensitet – og dermed også i den tildelte karakter. Øv.

Der er dog tilstrækkelig tråd og tyngde, grooves og gejst i Damageplan til at de snildt ville kunne gøre sig godt gældende på en af Roskilde Festivals teltscener til sommer.