Første halvdel holder
Populær
Updated
Marilyn Mansons univers er blevet mere dystert på det nye album "Eat Me, Drink Me", der dog kun holder halvvejs. Efter karrierens længste pladepause på hele fire år, er 90ernes svar på Alice Cooper, hr. Marilyn Manson, nu tilbage med det første nye materiale siden ”The Golden Age of Grotesque”.
Man skulle ikke have troet det, men Mansons musikalske univers er faktisk blevet endnu mere dystert på de år, der er gået, hvilket man bemærker allerede under det ildevarslende åbningsnummer, ”If I Was Your Vampire”. Mens det efterfølgende ”Putting Holes in Happiness” til gengæld byder på et – i Manson-regi – helt uhørt, næsten poppet, melodisk omkvæd.
Et andet tiltag er, at guitarist Tim Skold har fået frie tøjler til lange guitarsoloer, og det kan han rent faktisk sagtens finde ud af. Lyt for eksempel til mandens lir i det ellers ikke alt for overbevisende ”Just a Car Crash Away”.
Mange steder sendes tankerne tilbage på 1998s ”Mechanical Animals” med de mange melodiske numre, der drives frem af æggende disco-grooves. Det her er som sagt bare mere dystert. ”Heart Shaped-Glasses (When the Heart Guides the Hand)” lyder som Mansons forsøg på at fortolke den britiske indie-bølge, der hitter specielt i disse tider. Det fungerer ikke særlig godt.
Ved halvvejen opstår desuden et problem: sangene mister pusten, samtidig med at de bestemt ikke bliver kortere, og selv ikke Skolds lir kan redde herligheden ud af middelmådigheden. Det er altid en skidt idé, at lægge alle de gode numre på første halvdel og kaste de middelmådige skæringer hen på anden halvdel; det opdages nemlig af os tålmodige lyttere, som er tvunget til at skulle hele vejen igennem hvert eneste værk…
”Are You the Rabbit?” lyder som en billig del 2 af ”The Dope Show”, og det er faktisk kun det afsluttende titelnummer, der kan holde til at blive pustet op over de fem minutters spilletid. Men værst af alt: længe inden er man blevet træt af Mansons brægen, som kan gå an i mindre doser, men i særdeleshed kunne trænge til lidt variation, når den skal holdes kørende i over 50 minutter.
Nøjes bare med at høre albummets første halvdel, og sæt så ”Mechanical Animals” på, når du er nået forbi ”Just a Car Crash Away”, og håb så i øvrigt på, at det bliver det bedste fra albummet, Manson vil lufte, når han tager sit show ud på de europæiske landeveje.
Man skulle ikke have troet det, men Mansons musikalske univers er faktisk blevet endnu mere dystert på de år, der er gået, hvilket man bemærker allerede under det ildevarslende åbningsnummer, ”If I Was Your Vampire”. Mens det efterfølgende ”Putting Holes in Happiness” til gengæld byder på et – i Manson-regi – helt uhørt, næsten poppet, melodisk omkvæd.
Et andet tiltag er, at guitarist Tim Skold har fået frie tøjler til lange guitarsoloer, og det kan han rent faktisk sagtens finde ud af. Lyt for eksempel til mandens lir i det ellers ikke alt for overbevisende ”Just a Car Crash Away”.
Mange steder sendes tankerne tilbage på 1998s ”Mechanical Animals” med de mange melodiske numre, der drives frem af æggende disco-grooves. Det her er som sagt bare mere dystert. ”Heart Shaped-Glasses (When the Heart Guides the Hand)” lyder som Mansons forsøg på at fortolke den britiske indie-bølge, der hitter specielt i disse tider. Det fungerer ikke særlig godt.
Ved halvvejen opstår desuden et problem: sangene mister pusten, samtidig med at de bestemt ikke bliver kortere, og selv ikke Skolds lir kan redde herligheden ud af middelmådigheden. Det er altid en skidt idé, at lægge alle de gode numre på første halvdel og kaste de middelmådige skæringer hen på anden halvdel; det opdages nemlig af os tålmodige lyttere, som er tvunget til at skulle hele vejen igennem hvert eneste værk…
”Are You the Rabbit?” lyder som en billig del 2 af ”The Dope Show”, og det er faktisk kun det afsluttende titelnummer, der kan holde til at blive pustet op over de fem minutters spilletid. Men værst af alt: længe inden er man blevet træt af Mansons brægen, som kan gå an i mindre doser, men i særdeleshed kunne trænge til lidt variation, når den skal holdes kørende i over 50 minutter.
Nøjes bare med at høre albummets første halvdel, og sæt så ”Mechanical Animals” på, når du er nået forbi ”Just a Car Crash Away”, og håb så i øvrigt på, at det bliver det bedste fra albummet, Manson vil lufte, når han tager sit show ud på de europæiske landeveje.
Kunstner
Titel
Eat Me, Drink Me
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter