77 minutter med syvtals-schlagere

77 minutter med syvtals-schlagere

Ligesom hos Primal Fear handler det også om det hellige syv-tal på Helloweens "Keeper of the Seven Keys - The Legacy". Men dette album matcher ikke landsmændenes monsterdrøn.

Tilbage i 1980'erne var der et lille heavy metal orkester, der hed Overkill. Det er der stadig. Tilbage i de samme 80'ere var der et tysk metal orkester, som hed Helloween. Det er der også stadig. Og nu har Helloween begået "overkill". De har med det nye - og med spænding ventede - album "Keeper of the Seven Keys - The Legacy" overgjort konceptet så meget og tærsket så meget langhalm, at albummet må rangere som et af de mere uforståelige i denne metalsæson. "Keeper of the Seven Keys - The Legacy" er Helloweens 11. studioalbum. Det er udgivet som dobbelt-cd, består af 13 sange og varer alt i alt 77 minutter. Og det er mindst tyve minutter for meget. Titlen refererer til de to monsterstærke 80'er album "Keeper of the Seven Keys pt. 1 og 2" fra henholdsvis 1987 og 1988. To sammenhængende konceptalbum, som for evigt har brændt sig fast som hovedværkerne i Helloweens bagkatalog. Tredje del af fortællingen, den nye "Keeper of the Seven Keys - The Legacy", er konceptuelt ikke en del af fortællingen om de syv nøgler overhovedet. Det virker, som om de gæve tyskere har hittet på titlen for at hente de gamle, undvegne fans tilbage i folden. Eneste reference til de to klassiske "Keeper of the Seven Keys" album er musikken - på cd 1 vel at mærke. Og det er cd 1, som står svagest. Skal vi være pæne, kan vi konstatere, at cd 1 holder de gamle faner højt, at cd1 er mere Helloween, end Helloween har været op igennem 90'erne og indtil videre i det nye årtusinde: meget power metallisk, fuld fart på og med de store, episke og en lille smule progressive elementer. Åbneren, "The King for a 1000 Years" er hamrende ægte old school Helloween, men det er hørt før. Og det er skuffende for denne anmelder, der hen ad vejen lærte at holde af forgængeren med den åndssvage titel, "Rabbit Don't Come Easy" fra 2003. Men skuffelsen bliver der skruet lidt ned for, når cd 2 skydes i gang. For det er lige pludselig nogle andre og mindre hæsblæsende toner. Cd 2-åbneren er den fuldfede, dystre, hårde og episke "Occasion Avenue" (et lille hint til Iron Maiden, monstro, der havde noget kørende på adressen "22 Accacia Avenue" i starten af 80'erne?), som går over i hitballaden "Light The Universe", hvor anstrengende Andi Deris deler leadvokalen med Ritchie Blackmores viv, Candice Night. Cd 2 fortsætter i det mere gennemarbejdede og knap så overfladiske spor, hvor især "Come Alive" med sine stærke riffs holder ved. Der er masser af musik for pengene på dette dobbelte album. Der er masser af referencer til de gode, gamle dage, og det vil de gamle fans helt sikkert værdsætte. Men det hele virker på den ene side bare så fortænkt og på den anden side så mislykket og forfejlet. Helloween skulle - musikalsk set - have holdt fast i tendensen fra "Rabbit Don't Come Easy": det tunge, lidt dystre og riffede - og stadigt melodiske. Helloween skulle ganske enkelt kun have udgivet én cd denne gang, og bandet skulle ikke have prøvet at genopfinde den dybe tallerken. For det kan man ikke.

{youtube}bYvPk9Kvt4k{/youtube}

Kunstner
Titel
Keeper of the Seven Keys The Legacy
Label
Distributør
Forfatter
Karakter
3