Godt og skidt

Unearthly Trance viser gode toner og fyrer vådeskud af på deres lidt for prætentiøse fjerde album. New Yorker-trioen Unearthly Trance kom i begyndelsen af det nye årtusinde med en demo, som Greg Anderson fra velrenommerede Sunn O))) hurtigt viste sin interesse for ved at udgive en 7” med dem på sit eget pladeselskab, Southern Lord. Siden da er de blevet et undergrunds kultnavn med en tro, fast fanskare og har blandt andet varmet op for Electric Wizard.

Nyeste skive, ”Electrocution”, er bandets fjerde fuldlængde album og deres andet for Relapse Records.

Hovedgenren er doom, med alt hvad den indeholder af tunge riffs, dyb trommespil og en utilnærmelig, dejlig menneskefjendsk produktion. Hvor denne genres tidlige bagmænd i Black Sabbath vægtede melodien lige så højt som udtrykket, lefler Unearthly Trance dog ikke for lytteren hvad angår det melodiske. Her er det brutale udtryk eneherskende og ”den gode melodi” skinner kun frem ganske kort i en sang som ”Diseased”.

Det bliver en smule for kompakt i længden og selv om indflydelsen fra byfællerne i Neurosis ikke er til at skjule, formår Unearthly Trance aldrig – trods deres entusiastiske forsøg – at nå den bitterhed og fortabthed, som vi forbinder med Scott Kelly og co. Unearthly Trance forsøger så højtråbende – med en ikke særlig imponerende vokal fra Ryan Lipnsky i øvrigt – at gøre et brutalt indtryk, men der bliver simpelthen fyret vådeskud af.

Projektet kommer dermed til at virke en smule prætentiøst, da de ikke kan opnå det, de så ihærdigt stræber efter. Dette er skammeligt, da der nu også er momenter af meget godt at finde på skiven.