Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

I livemæssig topform

Populær
Updated
I livemæssig topform
I Lars Schmidts øren holder svenske Evergreys dobbelte live cd "Night To Remember" det meste af vejen. Det er ikke al svensk metal, der er happy-go-lucky. Tag f.eks. de dystre, sørgmodige mørkemænd fra Göteborg, Evergrey, som musikalsk befinder sig i et yderst personligt og udtryksfuldt krydsfelt mellem den progressive metal og power metal med gotiske undertoner og et lillebitte stænk af firserheavy, især på guitarsolofronten.

Evergrey, som så absolut er en af denne anmelders foretrukne (nutidige) bands, og som sammen med de effektive danskere Mercenary gæster The Rock i København 25. marts, har nu efter fem studioalbums udsendt første del af en ordentlig live-pakke: En dobbelt live-cd, der til sommer følges op af en live-dvd - fra samme koncert, den minderige aften, den 9. oktober 2004 i Stora Teatern i hjembyen.

"A Night To Rembember" indeholder 19 numre i den typiske på én gang hårdtslående og afdæmpede Evergrey-stil. Numre fra samtlige fem studiealbums, hvor det seneste og lidt stagnerende, "The Inner Circle" er bedst repræsenteret med seks numre. Men godt, at Evergrey trods alt har taget de repræsentative udvælgelsesbriller på, så også den hæsblæsende "Blackened Dawn" og den smukke "For Every Tear That Falls", begge fra debuten "The Dark Discovery" (1998), kunne finde plads på Evergreys "greatest so far".

Det er jo sådan med opsamlings- og livealbums, at der stort set aldrig vil være to ens meninger om sætlisten. Vi har alle vore yndlingsnumre, og undertegnede skal da gladeligt indrømme, at der savnes en lille håndfuld numre: Den fabelagtigt smukke og gåsehudsfremkaldende "State of Paralysis/The Encounter" fra "In Search of Truth", den tunge, onde "Unforgiveable" fra "Recreation Day" og "Where All Good Sleep" fra "The Inner Circle". Når dét så er sagt, må man konstatere, at mixet faktisk er fint nok. Eneste seriøse minus er åbneren på cd 2, "When The Walls Go Down", et nummer med båndet speak, stemningsfuldt nok, men alligevel noget så unødvendigt, når man tænker på, hvad Evergreys "udeladelsessynder" er...

Evergreys tematiske tekstunivers handler om alle de ting, der gør os kede af det: dødsfald i den nærmeste familie, sorg, ensomhed. Og meget tro imod dét univers starter koncerten med en (båndet) grædende baby, inden vi blæses over i de to fuld-skrue-numre "Blinded" og "End of Days". En fremragende start, der viser, at Evergrey er fantastiske musikere. Vi får også lige "More Than Ever", inden Evergrey kører nogle evergreens fra de tre første albums af på os. Cd 1 slutter af med den tunge "Mislead" og den fabelagtigt melodiske og heavy "Mark of the Triangle", begge fra "In Search of Truth".

Cd 2 "humper" lidt i gang med den noget unødvendige "When The Walls Go Down", men køres til gengæld op i tempo og begejstring på den anderledes effektive "Harmless Wishes", og så blæses vi tilbage til Evergreys andet album, "Solidtude, Dominance, Tragedy" med "Solitude Within" og den fuldfede "Nosferatu", inden vi kommer til den store finale: "Recreation Day", "For Every Tear That Falls", "A Touch of Blessing" og den mesterlige "The Masterplan".

Evergrey lever i et dystert, sørgmodigt univers fyldt med dobbelte stortrommer, bastante guitarmure, fantastiske harmonisoloer, kuldegysende keyboardflader- og kor, stærke melodier - og så Tom Englunds stemme. I balladerne så udtryksfuld så man næsten skulle tro, at Thin Lizzys Phil Lynott var stået op fra de døde (og det er jo noget så populært på denne årstid...). I de rå metalliske numre en hæs, raspet og meget stor stemme, og så kan han altså noget, som vækker misundelse: Han mestrer nemlig at synge og spille komplicerede guitarfigurer samtidig. Live har Evergrey allieret sig med et tremands-kor, som bl.a består af Englunds hustru, Carina, med hvem han synger den smukke ballade, "For Every Tear That Falls".

Evergrey holder, mine damer og herrer. Smut lige en tur til The Rock på lørdag og oplev det ved selvsyn. Eller: Køb "A Night To Remember".

Kunstner
Titel
A Night To Remember
Distributør
Forfatter
Karakter
4