Gensyn med metallens barndom

Populær
Gensyn med metallens barndom

Rock og klassisk metal fra svundne tider bygget op om fængende omkvæd er, hvad svenske Black Trip byder på med den helstøbte debut 'Goin' Under'.

Kunstner
Titel
Goin' Under
Dato
28-10-2013
Distributør
Genre
Karakter
4

På papiret burde Black Trip være helt i orden, for medlemmerne har allerede præsteret i alt fra større kultnavne på den svenske scene til deciderede succeser. Således tællers CV'erne alt fra Entombed og Dismember over Merciless, Enforcer og Krux til Nifelheim. Og på papiret ville man nok også have forventet noget lidt hårdere musik, end det som Black Trip byder på.

Skribentens første møde med bandet var via videoen til 'Radar', hvor der er lidt Nicke Andersson-vokal som i The Hellacopters og en stemning, der har sine momenter i den vældigt populære retrorock-lyd, som Graveyard kendes for. Men når albummet høres i sin helhed, så står det hurtigt klart, at baggrunden ikke er garage-rocken og punken. Der er twin-guitar en masse, og så står det lige pludselig klart, at en af de allerstørste inspirationer for denne udgivelse må være Thin Lizzy.

Flere steder på albummet kan man sidde med en fornemmelse af, at bandet måske ligefrem bevidst planker elementer fra store bands med evne for den fede melodi og guitaren i front. Iron Maiden behøver i hvert fald ikke se sig fri - specielt i nummeret 'Thirst' synes svenskerne at hylde det legendariske metalband.

Frækt træk mod det okkulte

Melodierne og de vanvittigt catchy omkvæd er i højsædet, men Black Trip tør dog også godt vige lidt fra de øresmørende, nærmest indlysende toner og tangerer også kortvarigt den okkulte rocks sound, med en lidt mere skæv og spændende lyd. Men også her får bandet det til at swinge stort alligevel.

Produktionen er simpel, men giver fint plads til alle instrumenterne, og selvom der er tykt fokus på guitarerne, så træder bassen frem, præcis når den skal, og høres tydeligt i flere spændende basgange. Lyden kan godt virke lidt indelukket, men sangene er simpelthen bare så velskrevne og spillet med så stor passion, at albummet ville rykke, om det så var optaget for enden af en dåse forbundet med snor til en anden dåse placeret i bandets øvelokale.

Vokalen er melodisk med et twist af rå stemmeføring og dufter autentisk af rock'n'roll fra dengang, den slags var det helt nye og spændende. Selv hvis skiven lige rammer et lidt for banalt riff, så er vokalen der til at føre lytteren trygt igennem og videre til næste highlight, der uundgåeligt vil følge ikke længe efter.