Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En hyldest til genrens ophav

Populær
Updated
En hyldest til genrens ophav

Darkthrone går tilbage i tiden med 'Arctic Thunder' og letter på hatten til deres inspirationskilder mens de igen leverer en plade med rendyrket black metal.

Kunstner
Titel
Arctic Thunder
Dato
14-10-2016
Trackliste
1. Tundra Leech
2. Burial Bliss
3. Boreal Fiends
4. Inbred Vermin
5. Arctic Thunder
6. Throw Me Through the Marshes
7. Deep Lake Trespass
8. The Wyoming Distance
Karakter
4

Titlen er en hyldest til det norske band Arctic Thunder, der spillede thrash i midten af firserne. De gik i opløsning i 1989 og har med garanti været en indflydelse for Fenriz og Nocturno Culto, hvorfor de nu her med deres 16. studieplade får mulighed for at give en hilsen. Arctic Thunder startede egentlig selv som et Slayer-tribute band. Og med denne plade fra Darkthrone, der med en klassisk black metal-lyd har klare konnotationer til netop stilen fra thrash metal, så må man sige, at den norske ring er sluttet her. For thrash er jo også inspireret af den punk, som Darkthrone har leget med det seneste årti.

Med 'Arctic Thunder' er man dog gået tilbage til den mere klassiske black metal-stil, og Nocturno Culto står igen helt og holdent for vokalen, der ellers har været en delt affære mellem de to herrer på de seneste plader, hvor stilarterne også har været mere varierede. Det her er, som om den oprindelige duo har genfundet sig selv i det Darkthrone, der fandtes i halvfemserne.

Albummets åbningsnummer 'Thundra Leech' kan høres her, hvor der ikke bør herske den store tvivl om, at der bliver hentet inspiration i thrashens ophav:



Rent musikalsk er der dog stadig plads til at tage nogle chancer såsom det nærmest moderne guitarriff på 'Boreal Fiends', mens der også er et ganske godt riff på 'Deep Lake Tresspass'. Så trods det evige spørgsmål om produktionens kvalite kan man faktisk høre guitarerne her på 'Arctic Thunder'. I norsk black metal-regi vil man måske endda gå så langt at kalde produktionen for nydelig og vellydende. Den er i hvert fald ikke så beskidt, som Darkthrone tidligere har haft den.

Det har da også været kendetegnende for Darkthrone, at de ikke rigtig gider gøre, som de tidligere har gjort det. Det går helt tilbage til deres debutplade fra 1991, hvor de udgav en dødsmetalplade med 'Soulside Journey'. Der skete et markant stilskifte på opfølgeren 'Ablaze in the Northern Sky', der året efter indvarslede det snerrende black metal, de blev kendt for.

Op til og med 'Sardonic Wrath' fra 2004 var de rendyrket black metal – med variationer – og helt deres egne i stilarten. Men med 'The Cult Is Alive' fra 2006 introducerede Fenriz og Nocturno Culto den mere punkede del af det musikalske ophav, de kom fra. Det blev kun desto mere tydeligt for hver udgivelse op til og med den seneste 'The Underground Resistance', hvor det var ren vokal og mere klassisk heavy metal, der blev inkorporeret i Darkthrones musik. Med 'Arctic Thunder' er de så tilbage på sporet, de fulgte op gennem halvfemserne.

For de, der opdagede og forelskede sig i Darkthrone, da bølgerne gik højt i Norge, og halvfemsernes sorte tråd blev berømt og berygtet, er der en snert af nostalgisk nytænkning over 'Arctic Thunder', hvis man kan driste sig til at kalde deres tilbagevenden til gamle dyder for det.

Darkthrone er et af de største navne inden for black metal. Med 'Arctic Thunder' er de tilbage på toppen af genren med en udgivelse, der forkæler netop de lyttere, der elsker Darkthrone for det, de er og var.