Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Den gamle troubadur

Updated
The Zealot Gene

Prog-legenden Ian Anderson er kommet med sit 22. studieudspil, og det behøver han ikke at få kastet mugne grøntsager i hjelmen for.

Kunstner
Titel
The Zealot Gene
Dato
28-01-2022
Trackliste
1. Mrs. Tibbets
2. Jacob’s Tales
3. Mine Is The Mountain
4. The Zealot Gene
5. Shoshana Sleeping
6. Sad City Sisters
7. Barren Beth, Wild Desert John
8. The Betrayal Of Joshua Kynde
9. Where Did Saturday Go?
10. Three Loves, Three
11. In Brief Visitation
12. The Fisherman Of Ephesus
Karakter
3

Der var engang for længe, længe siden en gøglende troubadourgruppe, der spillede så rædsomt, at ingen spillesteder eller kroer i kongeriget England gad booke dem igen. De rejste rundt, og spillede hvor de måtte, og hvis de løb tør for spillesteder, skiftede de blot navn, for da kunne kroværterne ikke genkende dem, og de kunne derfor optræde igen. En aften stod stjernerne på linje, og den gøglende troubadourgruppe blev spurgt om at spille igen. Dette betød at de aldrig skulle skifte navn igen, og siden da har de været kendt som Jethro Tull. 

Det er over 50 år siden, og i løbet af deres karriere blev de pionerer for eksperimenterende musik, fandenivoldske samfundskritikere og Metallica-Grammy Award-stjælende folke-progrockere. Alt sammen gjort dybt seriøst med et glimt i øjet. Der er nu næsten gået 20 år siden deres sidste album, som ovenikøbet var et julealbum. Så er der overhovedet nogen som helst, der har gået og ønsket sig et nyt Jethro Tull album? Næppe. 

Intet nyt under Helios

Overordnet set, så er der mange ganske gode sange at hente på The Zealot Gene. Det er solidt, og det har endda nogle af de der fortryllende øjeblikke, som kun Jethro Tull kan skabe. Jacob’s Tales tager en tilbage til Mother Goose fra Aqualung, og In Brief Visitation er et virkelig smukt nummer, der godt kunne være et uddrag til et Thick as Brick i det 21. århundrede. Begge lykkedes med at bringe den der særlige finurlige og folk-pop-progrockede magi i spil, som vi har elsket den siden Aqualung. 

Det teatralske og dramatiske er også hus med ‘Mine is the Mountain’ der muligvis er pladens mest interessante sang. Titlen bliver dog sunget på en måde, hvor jeg ikke kan afgøre om det skal være sjovt eller effektfuldt. Måske begge, i så fald er alt jo som det plejer.  

Kækheden og det satiriske er også stadig at finde. I ‘The Betrayal of Joshua Kynde’ giver ordspillet sig selv, tværfløjte-riffet er sejt og bare i orden. Shoshanna Sleeping ligeså, med den rullende og catchy tværfløjte og bombastiske energi. Så hvorfor er jeg ikke bare glad?

Der var engang

Det, der gjorde Jethro Tull og Ian Anderson til noget helt særligt, var deres nomadiske, fandenivoldske, eksperimenterende og halvsatiriske sange. For slet ikke at nævne Ian Andersons appellerende vildmands persona, som også gennemsyrer musikken. Så engang var Ian Anderson den lystige, kække og uforudsigelige gadegøgler, hvor han i dag, 50 år senere, er den erfarne og solide hoftroubadour, der har styr på sit håndværk og på at få folket til at trække på smilebåndene. Men han prøver også lidt fejlagtigt på at være i trit med nutiden, med den efterhånden pænt forældede idiosynkrasi, der velfortjent gav ham den plads hos hoffet – og det er bare ikke super spændende længere. Som konsekvens bliver ridderen altså bare ikke rigtig slået af hesten.   

Er det alderdiskriminerende? Ja. Havde verden brug for et nyt Jethro Tull album? Nej. Kan Jethro Tull være et nyt album bekendt? Ja.

Menu