Det handler om stilen

Det handler om stilen

Det har altid handlet om stilen hos Marilyn Manson, og dét gør det stadig på dette ottende studiealbum. Men er det nok til at få shockrockeren tilbage på toppen?

Titel
Born Villain
Dato
01-05-2012
Forfatter
Karakter
3

Marilyn Manson behøver vist ingen introduktion. Alle fans af den mørke musik får ét eller andet billede på den indre nethinde, når de støder på navnet. Og det er en vigtig pointe, for det er især hans evne til at skabe stærke billeder og sceneshows, der gør ham til noget særligt. (Og ja, jeg skriver ”han”, for selv om det ret beset er bandet, der hedder Marilyn Manson, er der vist ingen tvivl om, at det er Brian H. Warner, der ER bandet). Hans evne til at tage forskellige fænomener fra populærkulturen og stykke dem sammen på kryds og tværs, så de får den rette provokerende effekt er i sandhed veludviklet. Musikken, derimod, har ikke i samme grad været helt så skarp som det visuelle, men når den har været bedst, har den været ganske god.

'Born Villain' er ottende studiealbum i en række, der strækker sig næsten tyve år tilbage i tiden, og heller ikke dén skal ændre på opfattelsen af Marilyn Manson som mere en provokatør end en komponist, for selv om den ikke stinker, så er den heller ikke euforiserende.

God start på stiløvelsen


Albummet lægger ellers ganske godt ud med 'Hey, Cruel World...' som rammer en ganske fin og klaustrofobisk stemning, der er den overordnede på hele skiven. Numrene er skrabede og tørre i lyden, samtidig med at de kun sporadisk forlader det afdæmpede, uden at de af den grund ikke er sære og forvrængede. Og i den forstand er det et forholdsvist vellykket album. For ikke nok med at stemningen er intakt, sangene kommer også genremæssigt godt omkring – fra den bluesede ' Lay Down Your God Damn Arms' til det glamrockede 'Slo-Mo-tion'.

At det så alligevel ikke formår at få ørerne til at erigere, er nok fordi de musikalske ideer er for tynde. Man finder ikke et stærkt riff, en genial hookline, en basgang eller lignende, der rigtig får fyret op under det musikalske aspekt af Marilyn Manson. Det hele bliver lidt en stiløvelse, hvor man i forskellige tempi og grooves får at høre hvor cool-perverteret Marilyn Manson er, uden at man helt får rocket sokkerne af. Men hvis det er stil, man vil ha', så er der bestemt noget at komme efter på 'Born Villain'. Man skal bare ikke regne med det store grænsemetalliske brag af en plade.