Det næstbedste punktum

Det næstbedste punktum

Heaven & Hell siger farvel til Ronnie James Dio med et livealbum fra Wacken. På grund af numrene fra 'The Devil You Know' er det et godt supplement til tidligere liveudgivelser. Det perfekte punktum vil dog være hyldestkoncerten, hvor Glenn Hughes og Jørn Lande var stand-ins for metallens største sanger.

Titel
Neon Nights - 30 years of Heaven & Hell - live at Wacken
Dato
15-11-2010
Distributør
Trackliste
1. The Mob Rules
2. Children of the Sea
3. I
4. Bible Black
5. Time Machine
6. Fear
7. Falling Off the Edge of the World
8. Follow the Tears
9. Die Young
10. Heaven And Hell
11. Neon Knights
Forfatter
Karakter
5

Ud over at Ronnie James Dios død 16. maj i år var tragisk i sig selv, så blev tragedien fulgt op af endnu en tragedie: Iommi og Butler bekendtgjorde, at hyldestkoncerten en lille måned senere, hvor Glenn Hughes og Jørn Lande var stand-ins på vokalen, var det absolut sidste, man kom til at høre til Heaven & Hell.

Sur røv, for at sige det lige ud. For dét orkester har godt nok leveret et par håndfulde numre og en lille håndfuld album, som i denne anmelders øren går for at være det absolut stærkeste og skarpeste i heavy metallen. Og så kan Iron Maiden, Metallica og alle de andre godt pakke sig.

Punkt 1: Vi har med metallens ypperste riff-meister, Tony Iommi, at gøre. 2: Vi har med metallens største stemme, Ronnie James Dio, at gøre. Punkt 3: De to skabte genskabte Black Sabbath i 1980 og bragte bandet et par niveauer over, hvad man præsterede med Ozzy ved mikrofonen. Punkt 4: To comeback - i hhv. 1992 og 2007/2009 - som var meget tæt på topniveauet i 1980-81. Punkt 5: Black Sabbath med Dio/Heaven & Hell har skabt nu tre livealbum, som viser, hvilket stort liveband der var tale om - og at arven ikke kan løftes.

Supplerer hinanden perfekt

'Live Evil' fra 1982, 'Live from Radio City Music Hall' fra 2007 og nu 'Neon Nights - 30 Years of Heaven & Hell - Live from Wacken'. Mand, for et bagkatalog. Mand, hvor de tre livealbum dog supplerer hinanden perfekt.

'Live Evil' var et Black Sabbath livealbum, hvor Dio var tvunget til at synge Ozzys sange - og gjorde det til UG med omvendt kors og slange. 'Live from Radio City Music Hall' bestod udelukkende af sange fra Dio-æraen - og ikke mindst med de nye, fantastiske numre, som blev indspillet i forbindelse med udgivelsen af opsamlingen 'Black Sabbath - The Dio Years'. 'Neon Nights...' afslutter historien om alle tiders bedste heavy metal band, fordi der også er plads til en lille flok numre fra svanesangen 'The Devil You Know'.

Koncerten er fra Wacken 30. juli 2007, og selv om der reelt er tale om en flok rigtig gamle geezers, så bliver der altså eksekveret metal med en energi og indlevelsesevne, der er helt igennem uovertruffen. Læg så lige musikaliteten fra bandet og Dios stemme til, og ikke et øje er tørt.

Man kan med rette anføre, at sætlisten ikke er den optimale. Men her er modargumentet det enkle, at de numre, som vi savner, dem har vi på de to foregående livealbum. Det her er et perfekt supplement, hvor Iommi & Co. spiller helt og aldeles guddommeligt. 

Det, som 'Neon Nights...' viser os, er, at de nye numre, 'Bible Black', 'Fear' og 'Follow the Tears', holder mindst samme niveau som de klassikere, der har fulgt os siden 1980.

Og så er det altså bare ikke til at høre, at Ronnie James Dio fyldte 67 år kun få uger før koncerten på Wacken.

Amen!