Det var lige godt proggers!

Populær

Arbejdsnarkomanen Neal Morse og hans trofaste - og ligeledes arbejdsafhængige - medsammensvorne Mike Portnoy (trommer) og Randy George (bas) leverer varen på det nye album 'Momentum'.

Kunstner
Titel
Momentum
Distributør
Trackliste
1. Momentum
2. Thoughts Part 5
3. Smoke and Mirrors
4. Weathering Sky
5. Freak
6. World Without End:
I. Introduction
II. Never Pass Away
III. Losing Your Soul
IV. The Mystery
V. Some Kind Of Yesterday
VI. Never Pass Away (Reprise)
Karakter
4

Neal Morse var tidligere medlem af prog-bandet Spock's Beard. Han forlod dog bandet efter at være blevet genfødt kristen. Jeg må indrømme, at jeg herefter ikke har fulgt Neal Morse særlig tæt, da nyreligiøse rockmusikere ofte ikke er til at holde ud.

Naturligvis har Neal Morses medlemskab af supergruppen Transatlantic, hvor han har spillet sammen med Portnoy (ex-Dream Theater, m.m.m.), Roine Stolt (Flower Kings) og Pete Trewawas (Marillion), ikke været til at overse, og senest indgår han i den forholdsvis nydannede supergruppe Flying Colors, hvor han spiller sammen med Portnoy, Dave LaRue (bas; Dixie Dregs, Steve Morse Band), Casey McPherson (vokal, guitar; Alpha Rev) og Steve Morse (guitar; Dixie Dregs, Kansas, Deep Purple, Steve Morse Band)). Bandet har udgivet debutalbummet 'Flying Colors' i 2012. Albummet blev modtaget med gode anmeldelser.

Men allerede her i efteråret 2012 er Neal Morse så klar med endnu et album i eget navn, hvor han endnu en gang får stor hjælp af Portnoy og George.

Og det er faktisk et flot udspil, som får en til at betvivle beslutningen om stort set at undgå Neal Morse siden han sprang ud med religiøsitet.

Albummet lægger ud med titelnummeret, som er et fint prognummer, der er lidt i stil med noget Kansas kunne have fremført. Der er fine trommer og en lækker keyboardsolo, der går over i en lige så lækker guitarsolo fremført af Paul Gilbert fra Mr. Big, der gæster på dette nummer.

Albummets andet nummer 'Thoughts Part 5' er en omgang progmetal, der begynder med et råt, Dream Theater-agtigt riff, hvorefter det hele går over i a cappella sang og endda kanonsang. Det har Neal Morse også tidligere arbejdet med i sin tid i Spocks Beard, men her er der en ekstra kant på, idet den helt specielle sang bliver ”angrebet” af de tunge riffs og Portnoys fantasifulde trommerytmer.

3. sang, 'Smoke and Mirrors' er en progballade, der afløses af endnu et progmetalnummer i form af 'Weathering Sky', der har et Beatles-lydende omkvæd som endda lyder, som om det er John Lennon, der har overtages mikrofonen.

Efter endnu en ballade slutter albummet med det lange symfoniske nummer 'World Without End', der er bygget op over lange instrumentale forløb og har hentet inspiration fra Kansas og Genesis. Flot!

Alt i alt er albummet en særdeles positiv overraskelse. Det kan nok være, at Neal Morse ligner en mellemting mellem en ejendomsmægler og en bedemand, men ikke desto mindre rocker han fint.