Dødelig kakofonisk manifestation
Canadiske Sedimentum har netop udgivet et af årets mest ventede dødsmetalalbums og inviterer på dikkedarfrit område.
Excrétions basaltiques
Suppuration Morphogénésiaque
Funestes manifestations
Nécromasse
Supplice
Un grotesque panorama
Tilbage i 2019 udsendte Sedimentum en demo, der globalt gav genlyd i dødsmetalverdenen. Vi taler ækel død fra allerøverste canadiske hylde, og det er altså med en vis spænding og forventningsfuldhed, at Sedimentums debut ‘Suppuration Morphogénésiaque’ sættes på første gang. Hypen er stor, og demoen har sat niveauet spændende højt. Bandets seneste udgivelser i form af splitalbums med ‘Phobophilic’ og ‘Total Isolation’ har ikke gjort forventningerne mindre. Tværtimod tegner der sig et billede af et lovende band, der har tjek på deres lyd og som automatisk får associationerne hen imod Purtenance, Abhorrence eller måske Tomb Mold i deres tidlige demodage. Coveret, der er kreeret af maleren og illustratoren Brad Moore, går i de klassiske dødsmetalfodspor, og hinter lidt til, hvad vi har i vente. Sedimentum blev dannet i 2018 og er fra Québec i Canada, hvorfor også det franske sprog går igen.
Dikkedarfrit område
Med fire lilletrommeslag er albummet i gang, og en gemen lydmur af raspende død møder lytteren. Det er lige på og hårdt med blastbeats, tunge infernalske guitarer og en luftig, ækel vokal, der kun mildnes af et doomy og roligt stykke sidst i pladens første nummer ‘Krypto Chronique II’. En rådden og vægtig lyd der, trods god og lækker produktion, bibeholder bandets rå og upolerede lyd af canadisk kulde og Québecs undergrund. Sedimentums evne til at mikse den hurtige vorteks med roligere doompassager med plads til melodiskabende singleguitar går igen på ‘Excrétions Basaltiques’, hvor tempoet tages ned og efterlader os i en mørk finsk skov - havde vi ikke vidst, at vi var i Canada. Tro ikke, at du har tid til at få vejret. Så snart du har gispet færdig, jagtes du igen af lige dele sønderrivende smadder og chunky stykker ondskabsfulde riffs. En kombination, der går igen albummet igennem. Det voldsomme med det roligere, tunge skyts. Mesterstykket og titelnummeret ‘Suppuration Morphogénésiaque’ er med sin grumme lyd et godt eksempel på dette. Den har både sin ildevarslende intro, sit helt igennem flænsende guitarunivers med halvabstrakte soli og en ond, guttural vokal, for sidst i nummeret igen at tage det ned i tempo. Forsanger Mathieu Lépines vokal er luftig, ond og varierer fra det gutturale til det lysere, og indimellem og for eksempel på ‘Supplice’ kan man få associationer til Martin van Drunen fra Asphyx. Ikke nødvendigvis en dårlig association. Klassiske dødsmetaldyder som temposkift, skift af taktarter og en gennemgående inficeret fordærvet lyd går igen albummet igennem.
Dødelig kakofonisk manifestation
‘Suppuration Morphogégésiaque’ er et album uden dikkedarer. Ingen overflødige introer eller saxofoniserede kunststykker, men kontant og klamt lydende dødsmetal af den rådne slags. Moderne oldschool. Stump vold af hulemandskarakter, der skærer helt ind til benet i et kaotisk og indimellem surrealistisk univers, der dog giver plads til luft og melodi. Sedimentum har allerede fundet deres lyd, og hvor vi i denne del af dødsmetalscenen - den rådne upolerede del - har mange bands, der lægger sig i det spor, debuterer Sedimentum dog med et så gennemarbejdet album af høj kvalitet, at der ingen tvivl kan være om hypens berettigelse. Et dygtigt band fra øverste hylde.