Don’t Give A Fuck

Populær
Don’t Give A Fuck

Otep er tilbage efter tre års tavshed. Og det er en tilbagekomst, der sparker døren ind og dertil brænder hele huset ned.

Kunstner
Titel
Generation Doom
Dato
15-04-2016
Trackliste
01. Zero
02. Feeding Frenzy
03. Lords Of War
04. Royals (LORDE cover)
05. In Cold Blood
06. Down
07. God Is A Gun
08. Equal Rights, Equal Lefts
09. No Color
10. Lie
11. Generation Doom
12. On The Shore
Karakter
5

Amerikanske Otep debuterede på metalscenen tilbage i 2002 og har siden udgivet seks album, som vel bedst kan betegnes som værende inden for nü metal-genren. Men der er dog en række udstikkere ud til alle mulige andre kunstneriske genrer som for eksempel spoken word og en mærkelig afart at dødsmetallisk poetry slam.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg igennem flere år troede, at Otep var et amerikansk nü metal-band med en kvindelig frontfigur. Men det er mere i omvendt rækkefølge, at tingene skal forstås. Otep er en sanger med backingband.

Måske var Otep oprindeligt i 2002 tænkt som et metalband, men i 2016 er der mere tale om, at Otep er sanger, sangskriver, poet, skuespiller og kunstner Otep Shamaya med band.

I forhold til sidste udgivelse ’Hydra’ fra 2013 er hun således den eneste tilbageblevne i bandet.
Otep opererer i en metalstil, hvor den kvindelige aggressive og konfronterende udtryksmåde og vokal på det seneste er blevet voldsomt udfordret ved fremkomsten af eksempelvis Butcher Babies, som i den grad har sparket sig ind på samme på samme scene.

Otep har stadig relevans!

Men det må konkluderes, at Otep på ’Generation Doom’ langt hen ad vejen formår at følge med de nye opkomlinge.

I forhold til den noget syntetiske og introverte ’Hydra’ er der gevaldigt smæk på ’Generation Doom’.

Albummet starter hårdt og effektfuldt. Efterfulgt af lidt støn skråler Shamaya ”I DON’T GIVE A FUCK" i sangen 'Zero', der kværner granit til kattegrus. Det føles som at få kylet en krydsnøgle lige i fjæset. Og så er vi ligesom i gang. Og der bliver ikke ro i hverken sjæl eller krop før sidste sang, der for øvrigt er en hemmelig skæring, ender 55 minutter senere.

'Zero' efterfølges af endnu et heftigt rifferama i ’Feeding Frenzy’, hvor Shamaya nok en gang får lejlighed til vågne op og ’Don’t Give A Fuck’. Det begynder denne lytter til gengæld på dette tidspunkt. For Otep har sgu fat i noget helt rigtigt på Generation Doom.

På sangen ’Lords of War’ behandler poeten Shamaya krigens væsen, hvilket giver sig udtryk i et blændende omkvæd – såvel lyrisk som musikalsk – i form af:

“I'd rather be in battle than at peace
I’d rather be a wolf than a sheep
I'd rather be in battle than slaughtered like cattle
the weak can sleep while I scream”.



Overaskende coversang

Efterfølgende kaster Otep sig overraskende nok over at fortolke den new zealandske sanger Lordes sang ’Royals’. Men det er så sandelig en vellykket version. Selv om den ikke er helt så moshy som meget af Oteps eget materiale, så er den bestemt en ordentlig knast, der skal arbejdes med for lytteren.

Andre smadrende perler, der kan fremhæves fra ’Generation Doom’, er ’God Is A Gun’, ’Equal Rights, Equal Lefts’ (fremragende titel) og titelsangen, der totalt sætter lytteren i moshing mode.

Og så lander albummet forholdsvis stille med ’On The Shore’, inden der efter efter flere minutters stilhed dukker et skjult nummer op. Det er en spoken word-fortælling akkompagneret af grisegrynt. Det er smukt!

Det er en spændende og lidt farefuld rejse at lytte sig igennem ’Generation Doom’. Der er ikke kun tale om et metalalbum. ’Generation Doom’ er også lyrik og performancekunst og meget mere. En nærlæsning af teksterne giver en yderligere forståelse for albummets dybde og relevans.

'Generation Doom' er en berigende oplevelse.