Dunkelpunk slår bro

Dunkelpunk slår bro

Cancer Bats' seneste har elementerne til at slå bro mellem hårdrockens fraktioner

Kunstner
Titel
Bears, Mayors, Scraps & Bones
Dato
13-04-2010
Distributør
Trackliste
1. "Sleep This Away"
2. "Trust No One"
3. "Dead Wrong"
4. "Doomed to Fail"
5. "Black Metal Bicycle"
6. "We Are the Undead"
7. "Scared to Death"
8. "Darkness Lives"
9. "Snake Mountain"
10. "Make Amends"
11. "Fake Gold"
12. "Drive This Stake"
13. "Raised Right"
14. "Sabotage" (Beastie Boys cover)
Forfatter
Karakter
4

Tilhængere af hård musik kan utvivlsomt opdeles på mange forskellige måder, men efter at have lyttet til Cancer Bats nye, er det især opdelingen mellem de bekendende heavy metal fans på den ene side, og på den anden folk, der har det svært med genrebegrebet og ditto konventioner, der tænkes på. I har ganske givet oplevet forskellen selv: Den første gruppe elsker djævletegn, sorte t-shirts og kan ikke for nok af genrens godt gennemprøvede musikalske virkemidler. Den sidstnævnte gruppe har det svært med at musik lader sig dele op i genrer, fordi det derved ikke samtidig kan være originalt. De betoner gerne, at de hører al slags musik og lader sig sågar se i tværstribet tøj!?! Voksne mennesker!?!

'Bears, Mayors, Scraps & Bones' slår bro over denne kløft, da den  formår både at imødekomme gruppen af metalskeptikerne, uden at det af den grund  bliver uantageligt for os andre fordi den netop er glimrende metal. Den er både mørk og tung med glimrende riffs, dobbelt stortromme, tons, guitar-squeals og andre gode&rigtige ting, som gør den til djævlehornshylestkrævende metal. Samtidig hermed er det et gansk tørt, skramlet, fuzzy og knasende album at lytte til. Her er ikke skyggen af metal-corens overproducerede amerikanerfims, rumklang eller compressor-sterilitet, så herved skulle sounden af kunstnerisk undergrund være sikret i en grad så metalskeptikerne også kan være med, og det er jo meget godt gået sådan at nå hele vejen rundt.

Skal nogle numre fremhæves er det meste, faktisk, men især 'Raised Right', hvor det hele går op i en melodisk helhed,og skal nogle springes over kunne det være 'Trust No One' der nok lige er en tand for skrabet og har en irriterende beklagende talevokal, der desværre går igen flere steder på skiven. Endelig skal Beastie Boys-covernummeret 'Sabotage' roses som ét af albummets mest virile.

Jeg ved ikke om numrene er lige en tand for punkede sine steder, til at albummet bliver en personlig evergreen, men tyngden er til stede til at det kunne lykkes for det at snige sig deropad. Godt er det i hvert fald, samlet set.