Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dystert bulder

Populær
Updated
Dystert bulder

Sabbath Assembly får takket være et godt materiale det maksimale ud af det, trods af en ringe forsanger.

Titel
Sabbath Assembly
Dato
11-09-2015
Label
Forfatter
Karakter
3

Den texansk/new yorkske kvintet Sabbath Assembly holder et rimeligt højt tempo med udgivelser, hvor denne selvopkaldte er den femte siden 2010 – to udkom endda sidste år. Det er ikke gået udover kvaliteten, og trods nogle skønhedsfejl er der tale om en godkendt plade.

I et stemningsfuldt univers af grimme hard rock-riff, lidt guitarharmonier hist og her og en klagende vokal leges der med et dystert og okkult udtryk, hvor er er plads til både melodier og bulder. Det er både svingende og grimt og til tider endda smukt, selvom Jamie Myers i front på ingen måde har en stor stemme eller teknik.

Som helhed fungerer albummet dog fint trods en middelmådig stemme. Musikken er først og fremmest bygget op om guitaren, og Kevin Hufnagel kan sagtens bære at stå forrest i rampelyset med den seksstrengede – han leverer rigeligt med interessante passager, både i det tunge og endda storladne, til, at man kan holde interessen. Og lige netop den melodiske guitar og skæve vokal komplementerer hinanden og opbygger i fællesskab et mystisk, lidt overraskende univers, hvor man aldrig ved, fra hvilken side det næste stemningsskift kommer.

Sabbath Assemblys styrke er deres evne til at trække tempoet helt ud i rumlende langsomme stykker, for pludselig at eksplodere med i et inferno af guitar og rå, næsten falske vokalmelodier – overraskelsen i sig selv gør halvdelen, men kvaliteterne understreges selvfølgelig også af lækre riff og en sans for det simple og virkningsfulde.