En melodisk indian summer
PopulærEfter lang tids venten har Anthrax endelig udgivet et studiealbum, som peger i mere melodisk retning, og om det er der både godt og skidt at sige.
2. 'Earth on Hell'
3. 'The Devil You Know'
4. 'Fight'em 'Til You Can't'
5. 'I'm Alive'
6. 'Hymn 1'
7. 'In the End
8. 'The Giant'
9. 'Hymn 2'
10. 'Judas Priest'
11. 'Crawl'
12. 'The Constant'
13. 'Revolution Screams'
Anthrax kender vi alle som det mindste band af "The Big Four", og bandet har som sådan ligget længe og skvulpet i strandkanten uden den helt store livstrang. Dels er der langt mellem udgivelserne, den forrige var tilbage i 2003, dels har orkestrets omgang med sangere været notorisk problematisk:
Først er den ældste Joey Belladonna med, så er han ikke. Så får vi en helt ny mand ind, Dan Nelson, som man laver denne plade færdig med; så bliver det alligevel ikke ham, der kommer til at være med, men førnævnte Belladonna der kommer ind og genindsynger vokalerne, idet den tidligere "mellemste Bukkebruse" John Bush ikke følte, han kunne stå som afsender på en plade, han ikke selv havde været med til at lave...
Ikke en ny 'Among The Living'
Men det er alt sammen historie, og nu ligger pladen 'Worship Music' her endelig. Og hvordan er den nye plade så? Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en ny 'Among The Living', som må siges at være Anthraxs vigtigste til dato.
For det første er det ikke en thrashplade i klassisk forstand. Godt nok blaster den der ud af med åbneren 'Earth on Hell', men den energi genfinder man ikke på resten af albummet, udover i nogle små abrubte passager der lyder som noget fra Metallicas 'Saint Anger' - og hvad enten man kan lide dén eller ej, så var det bare ikke en thrash-udgivelse. Og ligeledes med 'Worship Music' - godt nok kan man godt høre Anthrax' historie i den, men den mangler noget af fordums punkede vildskab og hurtighed. Til gengæld er det meget melodisk plade og indeholder en masse godt sangskriverhåndværk i et sådant omfang at det på godt og ondt minder om Forbiddens 'Omega Wave' og Europes 'Secret Society'.
Det var den første grund. Den anden grund til, at den ikke måler sig med 'Among the Living', er, at numrenes kvalitet er lidt bumpet, for at sige det mildt. Hvor det gamle mesterværk var pågående fedt fra start til slut, går numrene på 'Worship Music' fra det egentligt kedelige til det sublimt blærede. Dels er der mange rifferier som virker påklistrede og tomgagtige, som eksempelvis slutningen på 'Revolution Screams', dels er der hele numre som er for metervarepoppede til at burde være kommet med, især 'I'm Alive' er en stinker.
For det tredje er årene siden 'Among the Living' ikke gået sporløst forbi Belladonnas stemmebånd. I gamle dage var han en meget high-pitchet prog-sanger, men i dag er hans klang væsentligt mørkere. Det er ikke nødvendigvis skidt, for på en måde er der lidt mere John Bush over ham, men han har ikke det samme overskud i toppen, som da han var ung. Og var den unge Belladonna-sangstemme noget af det, man elskede Anhtrax for, så bliver man lidt skuffet. Kunne man bedre lide den forvrængede Bush-vokal, synes man sikkert, at det er mere tåleligt.
Gode numre
Når alt det sure er sagt, så er der nogle numre som er så stinkefede og catchy, at de kører på repeat på den indre pladespiller fra det øjeblik man har hørt dem færdigt. 'Crawl' veksler mellem nedtonet grunge, der bygger op til et et hurtigt mufflet riff (eller djentet, kært barn har mange navne), og det hele bliver med vokalen tilsat en fin dose storladenhed, som også binder det sammen til et sammenhængende nummer.
Også nummeret 'Judas Priest' er godt, ikke mindst fordi det er den sang, der er mest klassisk Anthrax. Bedst af alle er dog 'In the End', som i verset er tungt som en tysk støvle, men i omkvædet bryder ud i alskens vemodig dur/mol-vekslende storladenhed. C-stykket er et cool nik til bandets tid med John Bush i de tidlige halvfemsere, men det er først og fremmest melodien, der gør nummeret til et hit.
En svanesang?
Det vil være ganske poetisk at se 'In the End' som Anthraxs svanesang, men det er nok for tidligt helt at afskrive disse gamle metalhoveder, for 'Worship Music' er alt i alt en ganske solid udgivelse der frem for alt vidner om en vilje til at rejse sig som musikalsk væsentligt band.
At håndværket er til stede er der ingen tvivl om, og for så vidt også ideer, der kan bære. At den så ikke er nytænkende nok til at sætte en dagsorden af mastodontiske dimensioner, er lidt ærgerligt, og grunden til, at Anthrax må siges at have ramt sit efterår - eller måske snarere sin indian summer.